Efter et omtumlet forår i coronapandemiens tegn, er langt de fleste butikker i landets gågader og shoppingcentre atter tilbage på sporet. Det gælder også i Næstved, hvor bl.a. Parkens Optik har gang i salget igen – takket være den store opbakning fra næstvederne. Generelt ser det ud til, at byens borgere – og danskerne i det hele taget – gerne køber deres briller lokalt. Det viser en ny undersøgelse.

Efter en ordentlig rutsjetur nedad mod nedlukninger og stilstand i omsætningen kæmper mange små erhvervsdrivende stadig med at komme på fode igen. For Peter Langgaard fra Parkens Optik er det mere tydeligt end nogensinde før, at de mindre butikker i Næstved er yderst afhængige af de lokales opbakning.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været hårdt ramt af krisen de sidste mange måneder, men heldigvis har næstvederne været virkelig søde til at handle lokalt, bl.a. her hos os. Jeg er meget taknemmelig for den store opbakning vi har oplevet, siger han.

Danskerne foretrækker at købe briller lokalt
I en nylig undersøgelse foretaget efter coronapandemiens indtog[1] fremgår det da også, at hele 55,8 % af danskerne helst køber deres briller hos optikeren i den by, de bor i – mens 26,7 % køber brillerne hos en optiker i en anden by. Modsat hvad man måske skulle tro, resulterede coronapandemien tilsyneladende ikke i, at salget flyttede online. Hele 81 % vil nemlig stadig helst købe deres briller i en fysisk butik, og kun 11,9 % kunne finde på at købe briller over internettet.

– Hvis folk bliver væk fra butikkerne, lever byen ikke – og så kan vi små forretningsdrivende heller ikke overleve. Derfor er det rigtig dejligt at se, at så mange handler lokalt og stadig sætter pris på den personlige service i butikken. Ved at støtte små butikker som os styrker man sammenholdet og den økonomiske sundhed i byen, mener Peter Langgaard.

Det handler om tryghed
– Jeg tror også, tallene afspejler, at dét at købe de rette briller stadig forudsætter god personlig vejledning og faglig ekspertise, som man ikke finder på nettet. At vælge briller er en meget personlig sag. Det handler om tryghed. Derfor giver det mening at gå til sin lokale optiker som kender éns historik og præferencer, og forstår ens behov, siger han.

Udover at lægge stor vægt på den kyndige vejledning og personlige relation til kunderne, har Parkens Optik også lagt ekstra stor vægt på at skabe et trygt og hygiejnisk miljø for at reducere smitterisikoen i forbindelse med coronapandemien. Mens hele 79 % af danskerne føler sig helt eller nogenlunde trygge ved at få foretaget en synsprøve hos optikeren, selvom coronavirus stadig er iblandt os, føler 9 % sig utrygge eller en smule utrygge ved at få lavet en synsprøve i øjeblikket.

Til dem lyder opfordringen fra Peter Langgaard:
– Ring eller skriv endelig til butikken, hvis du føler dig usikker og har spørgsmål – eller bare vil vide mere om, hvordan vi gennemfører synsprøver under de nuværende omstændigheder. Vi følger altid Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og lover at passe godt på dig, slutter han.

[1] Undersøgelse foretaget af A&B Analyse på vegne af OptikTeam i et såkaldt Danmarkspanel bestående af danskere på 18 år og opefter. 1.006 personer deltog i undersøgelsen. Dataindsamling er foretaget fra d. 20-24/5 2020.

Pressefoto