DM i Skills er den store, årlige konkurrence for unge talenter fra erhvervsuddannelserne. Danmarksmesterskaberne løber af stablen 16.-18. januar i Bella Center Copenhagen. I år har otte ekstraordinære elever fra EUC Sjælland kvalificeret sig. Mød dem her.

Andreas Krøyer
20 år fra Næstved
I lære hos Malermester Hans Larsen.

Andreas Krøyer er til dagligt i lære hos Malermester Hans Larsen. Andreas brænder for faget fordi:
“Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Man skal være begejstret for detajler som bygningsmaler, det kan f.eks. være rullestrukturer – for det er alle de små detajler, der viser om man har udført sit arbejdet godt. Det er i virkeligheden et meget fint arbejde at være bygningsmaler, hvor man udvikler en masse viden om de forskellige teknikker.”

Alexander Bo Liedecke
19 år fra Næstved
I lære hos Børge Jakobsen & Søn A/S

Alexander Bo Liedecke er til dagligt i lære hos Børge Jakobsen & Søn A/S i Næstved. Han brænder for sit fag fordi:

“Jeg elsker at komme ud til et hus, der kan være helt skævt eller hvor gulvet er ude af vinkel – men jeg alligevel skal få fliserne til at være helt lige. For mig handler det om at forskønne ting, at få noget til at se helt nyt ud. Man skal være tålmodig som flisemurer og kunne lide præcision. Hvis en flise har sat sig forkert, så rykker det hele sig. Og så er det bedre at starte forfra. Det allerbedste er at gøre kunden tilfreds – og så er jeg bare opslugt af fliser. Når jeg er inde i rum, hvor der er fliser, kigger jeg altid på, hvordan arbejdet er udført.”

Mikkel Zacho Pryn
20 år fra Næstved
I lære hos Sandholt & Pedersen ApS Murermestre.

Mikkel Zacho Pryn er for andet år i træk deltager i DM i Skills. Han er til dagligt i lære hos Sandholt & Pedersen ApS Murermestre. Mikkel brænder for faget fordi:

“Jeg kan godt lide at bygge noget selv. Jeg synes, det er fedt at bruge de gamle traditioner i murerfaget. Kunsten er at arbejde med levende materialer, som jeg selv kan forme. Der er ingen sten, der er end. De er skæve på alle leder og kanter. Så er det op til mig at få det til at se pænt ud.”