30 projekter får glæde af puljen til ”Godt liv på landet”

Et arbejdende Møllemuseum i Herluflille, en web-app til Fed Fritids medlemmer i Toksværd, og ”Syng under åben himmel” i Glumsø. Det er tre af de projekter, som Kulturudvalget har valgt at støtte via puljen til ”Godt liv på landet”. Der er i alt delt 420.000 kr. ud på de 30 forskellige projekter.

Siden april har Næstved Kommune, sammen med repræsentanter fra lokalområderne, arbejdet med at ændre den gamle Landdistiktspolitik til ” Godt liv på landet”. Her er der blevet sat ord på, hvordan man i fællesskab skaber udvikling i kommunens lokalområder.

Der er bl.a. holdt op til flere borgermøder, om “Godt liv på landet”, og undervejs i hele processen er der kommet mange gode idéer til, hvordan man skaber det gode liv på landet. Det har Kulturudvalget nu valgt at støtte med en pulje, som er øremærket til at skabe ”Godt liv på landet”.

Fensmark Gadekær
Foto: Linette Bach – Fensmark Gadekær

53 ansøgninger

Alle har kunnet ansøge om at få del i puljen, og Kulturudvalget havde modtaget hele 53 ansøgninger for næsten 1,2 mio. kr., da fristen udløb. 30 af disse ansøgninger blev imødetkommet med støtte.

– Jeg er glad for, at vi i Kulturudvalget har kunnet støtte så mange initiativer i lokalområderne. Vi har prioriteret de ansøgninger, der er til glæde og gavn for flest mulige folk i vores lokalområder. Projekterne vil styrke sammenholdet og det gode liv på landet. Desuden har det været vigtigt at sikre en rimelig geografisk fordeling af midlerne. Jeg glæder mig til at se de mange projekter ført ud i livet, og jeg vil gerne sige tak til alle, der har sendt en ansøgning. Det er tydeligt, at rigtig mange bruger tid og kræfter på at sikre, at det er dejligt at bo på landet, lyder det fra Linda Frederiksen, formand i Kulturudvalget i Næstved Kommune.

Næstved Byråd har nu sendt ”Godt liv på landet” i høring frem til 11. november.

Der er givet støtte til:

Herluflille Møllelaug: møllemuseum og skolebesøg

Gødstrup bylaug: telt, borde og blomsterløg

Fuglebjerg Folkedansere: danseaften

Sørup Grusgrav: borde og grill

Sandved Egnens Borgerforening: fejring af Fodsporets fødselsdag

Sandved Egnens Borgerforening og Naturstyrelsen: kagebord og telt til Fodsporets fødselsdag

Fed Fritid Toksværd: web app

Holme Olstrup Bylaug: udhængsskab/opslagstavle

Holme Olstrup Bylaug: lokaleleje til fællesspisning

Everdrup Bylaug: trappe og grill

KFUM spejderne i Brøderup: stolpetelt

Ladby/Grøn Læring: borde og bænke i skolehaven

Næstelsø Bylaug: telt

Haldagermagle Bylaug: overdækning ved gadekær

Glumsø Lokalråd: projektor

Sandby Vrangstrup Forsamlingshus: kultur i forsamlingshuset

Frivillig hos Rejseladen, Glumsø: spis sammen

Lokalråd Karrebæksminde: fremme turisme

Erna Kristoffersen, Glumsø: syng sammen under åben himmel

Myrup Bylaug: diverse aktiviteter

Depotet, Skelby: iPad

Lokalrådet for Hyllinge, Marvede, Vallensved Sogne samt Ladby og Guderup: et projekt fra de lokale udviklingsplaner

Rejseladen og Loftsværket i Glumsø: aktiviteter for flygtninge

Rejseladen i Glumsø: Rejseladens 10 års fødselsdag

Musik over Præstø Fjord: majstangsfest

Tybjerg Folkedansere: musikanlæg

Dose Jørgensen i Fodby: ambassadører for det gode liv på landet

Messe og marked/Herlufmagle: messe i hallen

Grundejerforeningen Engmosen i Gelsted: bord/bænke sæt

Herlufmagle: Renovering af plads ved Harrekildestenen