Stop de massive nedskæringer på uddannelse

Eleverne på Næstved Gymnasium og HF har i dag blokeret undervisningen – lærerne på Næstved Gymnasium og HF bakker op om elevernes kamp mod de ødelæggende forringelser af deres uddannelse.

Eleverne kæmper mod besparelserne, fordi de forsvarer teaterkoncerter, studieture, ekskursioner og engagerede lærere.

Hvad har du af gode minder fra din egen skoletid? Og skal dine børn gå i en skole, der giver dem mulighed for at få de samme oplevelser? Skal de til Haag og møde Unionspolitikere og EU-modstandere? Eller skal den bedste oplevelse være at få ”A” i en multiple choice-test?

maxresdefault1

Som lærere vil vi en gymnasieskole, hvor eleverne møder samfundet uden for klasselokalet. Der skal være mulighed for at tage Biologi med ud til landmanden og Samfundsfag med ind på Christiansborg. Vi skal tale med journalister og forfattere i Dansk, og i Fysik skal vi til CERN og ESS og opleve partikelforskning i praksis.

Det er her, gymnasiets fag for alvor møder virkeligheden. Det er her, eleverne får de oplevelser, der følger dem efter deres gymnasietid. Det er her eleverne får grundlagt deres medborgerskab og bliver individer; her, de lærer det samfund og Danmark at kende, som de bagefter skal ud at forbedre og bevare. Det er det, vi kommer til at skære væk, hvis nedskæringerne fortsætter. Det kan vi lærere heller ikke stå inde for.

Vi vil en undervisning, som vi kan udvikle aktivt og tilpasse samfundstendenser og de unikke unge mennesker, der møder op for at lære sig selv og deres omverden at kende. Vi vil en undervisning, der er aktuel og møder eleverne, der hvor de er, som gør dem bevidste om deres egne ressourcer, og som tager hånd om den enkelte elevs behov. God undervisning bliver skabt, når vi kan tilpasse undervisningen til eleverne – og ikke eleverne til undervisningen.

Hvis forringelserne på uddannelsesområdet får lov at fortsætte, risikerer vi, at gymnasiet bliver et arkiv for støvet og upersonlig undervisning. Vi vil beholde det personlige engagement – både fra elev- og lærerside. Derfor kan vi ikke andet end bakke op om vores elever, når de vælger at nedlægge undervisningen og påtage sig det samfundsansvar, som vi i øvrigt er sat i verden for at lære dem.
Med deres aktion har eleverne stillet et vigtigt spørgsmål: Hvor meget er uddannelse egentlig værd for det danske samfund?

Det er et spørgsmål, som vi lærere også mener, at vores nedskæringsparate regering bør stille sig selv. For har vi virkelig råd til at sætte vores uddannelsessystem over styr?

Vi lærere deler elevernes bekymring og har i den forbindelse udarbejdet en sympatierklæring.

Lærerne på Næstved Gymnasium og HF