Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 17. april til den 30. april 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
GLUMSØ: Forsøgte at stjæle diesel
En 34-årig mand fra Holme-Olstrup blev anholdt søndag klokken 00.19, efter at han havde forsøgt at stjæle diesel fra en entreprenørmaskine på en byggeplads i Glumsø. Han blev tilbageholdt af en vagt, der bemærkede, at han havde forsøgt at pumpe diesel op i 8 dunke med 25 liter i hver. Politiet blev tilkaldt og den 34-årige blev anholdt og kørt til afhøring på politistationen i Næstved, hvorfra han blev løsladt klokken 02.57.

SANDVED: Fupforsøg med Oddset
Søndag klokken 11.55 fik politiet en anmeldelse fra Letkøb på Jernbanevej i Sandved om, at to mænd netop havde forsøgt at fuppe sig til Oddset-kuponer. De havde forlangt at få kuponerne udleveret, inden betalingen var faldet, men det lod ekspedienten sig ikke narre af. Dankortbetalingen blev afvist, og da de ikke kunne betale på anden vis, måtte de forlade stedet tomhændet. Politiet efterforsker sagen som forsøg på tricktyveri og hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket de to gerningsmænd, der beskrives som: A: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, ca. 18-22 år, omkring 180-185 cm høj. Han er almindelig af bygning, mørk i huden og havde kort, sort hår og kort, tætklippet fuldskæg. Han havde en hvid t-shirt og sorte joggingbukser med lille hvidt mærke i venstre side ved lommen på. B: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, ca. 18-22 år, omkring 180-185 cm høj. Han var almindelig af bygning og mørk i huden. Han havde kort, sort hår og kort, tætklippet fuldskæg. Han havde Adidas joggingbukser med 3 striber ned langs siden, beige jakke uden krave med 2 hvide striber forneden og ved kraven og en mørk trøje på.

NÆSTVED: Påvirket knallertkører ramte 11-årig
Politiet ville tirsdag eftermiddag standse en knallert med to personer på, men knallertkøreren ville ikke umiddelbart standse. Først i Købmagergade i Næstved, hvor en 11-årig dreng fra Næstved var blevet ramt af knallerten, standsede føreren. Det var en 19-årig mand fra Næstved, som kørte uden styrthjelm. Han havde en 13-årig dreng bag på knallerten, og den 19-årige virkede påvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han ikke havde kørekort til knallerten, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Betjentene fandt 1,8 gram hash på den 19-årige, som derfor også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 13-årige, der sad bag på, viste sig at have to klumper hash på 2,6 gram på sig, og de sociale myndigheder blev derfor underrettet om sagen. Knallerten viste sig at være stjålet tidligere samme dag, og den 19-årige blev herefter også sigtet for tyveriet, og endelig blev han også sigtet for at forvolde fare for andre, som måtte springe til side for ikke at blive ramt. Den 19-årige blev løsladt efter afhøring klokken 20.50.

FENSMARK: Hash i bilen
Politiet tjekkede tirsdag klokken 0.30 en bil, der holdt parkeret på Egevej i Fensmark, og hvor der sad tre personer. Der lugtede kraftigt af hash fra bilen, og de to passagerer – en 23-årig mand fra Næstved og en 22-årig mand fra Slagelse – havde hver en klump hash på sig. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og de to mænd blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Råbte efter betjente
En politipatrulje var tidligt søndag nat i Ramsherred, og ud for en beværtning stod en 29-årig mand, der råbte fuck jer efter betjentene. Den 29-årige, der var noget ophidset, ville ikke rette sig efter politiets anvisninger, og for at få ro på stedet, blev den 29-årige anholdt klokken 1.18 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med til afsvaling på politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 9.10 søndag morgen.

NÆSTVED: 19-årig ville slås
Mandag klokken 2.30 blev politiet kaldt til Grønnegade, hvor der var slagsmål i luften. En 19-årig mand fra Strøby Egede var støjende og voldelig, og han blev derfor anholdt klokken 2.30 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Efter et par timer i detentionen på politistationen i Næstved blev den 19-årige løsladt igen klokken 7.43.

NÆSTVED: Havde hash på sig

Ved en kontrol på en cafe tirsdag klokken 20.48 blev en 22-årig mand fra lokalområdet standset, mens han var i besiddelse af et gram hash. Han blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Spirituskørsel på knallert
Politiet fik tirsdag klokken 20.53 en anmeldelse om en 76-årig mand fra Næstved, der var væltet på en knallert på Vordingborgvej i Næstved. Han virkede påvirket af spiritus og blev derfor anholdt klokken 21.15, sigtet for spirituskørsel og taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 21.50.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Herlufmagle Søgårdsvej Hus Torsdag kl. 22.00 – fredag kl. 07.00 Kontanter
Gelsted Søgårdsvej Hus Torsdag kl. 22:00 – fredag kl. 07:00 Kontanter
Glumsø Skelbyvej Landejendom Onsdag kl. 15:30 – torsdag kl. 07:00 Elinstallationer
Næstved Jeppe Åkjærs Vej Hus Mandag kl. 12:00 – tirsdag kl. 21:50 Endnu ikke opgjort
Glumsø Ringstedvej Hus Mandag kl. 11.13 – 15.45 Smykker
Næstved Dalumvej Hus Onsdag kl. 14.00 – fredag kl. 09.00 Husnøgle
Næstved Birkehegnet Hus Torsdag kl. 15.00 – mandag kl. 22.50 Endnu ikke opgjort

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Ukendt Fredag kl. 15.00 – 18.30 10 køretøjer kontrolleret – 1 sigtet for spirituskørsel
Karrebæksminde Karrebækvej Tirsdag kl 17.11 – kl 18.02 Uopmærksomhedskontrol – 21 biler kontrolleret, ingen sager
Karrebæksminde Karrebækvej Tirsdag kl 17.11 – kl 18.02 Hastighedskontrol – 6 biler målt, ingen sager

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Karrebækvej Fredag kl. 10.30 – 13.45 ATK 660 32 60 km/t 89 km/t 4 klip
Næstved Havnegade Lørdag kl. 07.30 – 13.45 ATK 1825 13 50 km/t 65 km/t
Næstved Kalbyrisvej Fredag klokken 14.15-17.00 ATK –
bestilt færdselskontrol
189 9 50 km/t 69 km/t Et klip