Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 20. juni til den 26. juni 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
NÆSTVED: 31-årig ville diskutere med politiet
En 31-årig mand fra Næstved måtte tilbringe en del af natten til søndag i detentionen på politistationen i Næstved. Han blev anholdt lørdag klokken 23.46 i Havnegade i Næstved, hvor politiet ville tjekke op på flere personer, der stod på en benzintank. Den 31-årige gav sig til at diskutere med en politibetjent, om han havde pligt til at oplyse sit navn og sin fødselsdag til politiet, og det udartede sig til, at han brugte en serie ukvemsord over for betjenten. Den 31-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og for “fornærmelig tiltale”, og først på politistationen blev hans identitet fastlagt. Han blev løsladt igen klokken 3.25.

KARREBÆKSMINDE: To mænd i slåskamp
På Enø Kystvej i Karrebæksminde var to mænd på hhv. 55 og 61 år kommet op at slås i lørdags klokken 20.51. Politiet valgte at sigte dem begge efter ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Færdselsuheld ved parkeringsplads
Fredag eftermiddag klokken 14.40 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i Næstved ved Ostenfeldtsvej og Sortebrødregade. Den ene part kørte fra stedet uden at oplyse sine data. Den anden part – en lokal 71-årig kvinde – kontaktede derfor politiet. Hun var kommet kørende, da en anden bil i høj fart ramte hende. Chaufføren steg ud, og de to parter aftalte at flytte bilerne ind til siden og tale sammen derefter, men i stedet kørte manden fra stedet. Han beskrives som 18-20 år, kraftigt bygget og med kort, lyst hår. Har nogen set uheldet eller ved, hvem den unge mand er, bedes de kontakte politiet på 114.

NÆSTVED: Stjal dunvest
En 37-årig mand blev fredag klokken 17.50 tilbageholdt på parkeringspladsen ved Næstved Storcenter. Han erkendte at have stjålet en dunvest fra en forretning i centeret, og en patrulje kom til stedet. Manden fik en straksbøde og er nu overført til udlændingekontrolafdelingen med henblik på udvisning.

HERLUFMAGLE: Skydevåben beslaglagt
Politiet var fredag aften klokken 19.36 på en adresse i Herlufmagle-området, hvor en 80-årig mand havde flere forskellige våben. Der var i alt fire geværer, og de blev ikke opbevaret efter forskrifterne, så de blev beslaglagt.

FENSMARK: To børn forsvandt fra legeplads
Fredag klokken 21.30 gik to børn på henholdsvis 4 og 6 år fra en legeplads i Fensmark. En eftersøgning blev sat i gang med helikopter og hunde, ligesom en masse frivillige mennesker hjalp med at lede efter børnene. De havde dog søgt tilflugt i et hus, hvor døren stod åben, og så var de to børn faldet i søvn dér. Derfor blev de først fundet den følgende morgen kort før klokken 6, da husets beboer vågnede. Derefter blev børnene genforenet med deres forældre.

NÆSTVED: Blottede sig i ventesalen
Politiet fik onsdag klokken 10 en anmeldelse om, at der sad en mand i ventesalen på banegården i Næstved, som blottede sig. Vidner udpegede en mand i en bil, der netop skulle til at køre ud fra p-pladsen, og han blev hurtigt standset af politiet. Det var en 73-årig mand fra Sorø, som forklarede, at han blot havde rettet på sin penis, men at han ikke kunne udelukke, at den havde været taget ud af bukserne. Den 73-årige blev herefter sigtet for blufærdighedskrænkelse.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Ingemannsvej Hus Lørdag klokken 15 – søndag klokken 11.30 Sølvtøj
Næstved Jeppe Åkjærs Vej Hus Fredag klokken 18 – søndag klokken 11.20 Ikke umiddelbart stjålet noget
Næstved Jeppe Åkjærs Vej Hus Lørdag klokken 15 – søndag klokken 17 Ikke gjort op hvad der er stjålet

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Fuglebjerg Rejnstrupvej Mandag kl. 16.00 – 19.30 ATK – bestilt færdselskontrol 199 15 80km/t 118km/t 1
Næstved Sorøvej Mandag kl. 13.45 – 15.30 ATK 211 7 60km/t 78km/
Sandved Brandholtvej Klokken 13.30-16.30 ATK 265 45 50 km/t 91 km/t To klip og to betingede frakendelser
Sandved Skælskør Landevej, Nyrup Klokken 16.45-19.45 ATK 130 6 80 km/t 109 km/t Et klip
Næstved Præstø Landevej Kl. 8.40 – 11.15 ATK 625 7 60 km/t 84 km/t 2 klip
Tappernøje Korskildevej Kl. 5.45 – 8.30 ATK 82 9 60 km/t 84 km/t 1 klip