Peter Fjerring

Peter Fjerring, erhvervskonsulent i Næstved Erhverv, glæder sig til påske og nogle afslappende dage i godt selskab. Èn af hans spidskompetencer er chokoladeæg.

Hvordan fejrer du påske?
Jeg fejrer påske sammen med noget familie og venner, jeg ikke ser til daglig. Så jeg glæder mig rigtig meget til højtiden og nogle afslappende dage i godt selskab.

Synes du, at påsken har et relevant budskab for os i dag?
Påskens tema er livet og døden, symboliseret ved Jesus’ korsfæstelse langfredag og opstandelse påskemorgen, hvor lyset sejrer over mørket. Påskens budskab om livet og døden har evig aktualitet for familier og samfund rundt omkring. Og så drejer påsken sig også – det hele skal ikke være teologisk – om en god ferie, der ofte falder sammen med forårets komme.

Går du i kirke til påske?
Ja, i hvert fald en gang i løbet af påskedagene bliver det til.

Hvad kræver et veldækket påskebord?
Både med fisk (sild og laks), måske en mørbradbøf og enten frugtsalat eller nogle gode oste som afslutning. Og så hører jeg til dem, der holder meget af lammekød, og påsken er det helt rigtige tidspunkt at sætte det på menuen.

Hvem laver byens bedste påskeæg?
Her har jeg en spidskompetence: Chokolade, kager og søde sager. Og jeg må tilstå, at mit bedste ”fund” her op til påsken er sket i vores naboby Ringsted, hvor Munkegårdens Bageri, Sjællandsgade 14, sælger nogle lækre, hjemmelavede påskeæg af chokolade. Der er forskellige slags at vælge imellem, og tre stykker koster 40 kroner.

Hvad skal foråret i Næstved bruges til?
Nu hvor forårsvejret melder sig, og det er længere tid lyst om eftermiddagen og aftenen, vil jeg bruge noget tid på at tage ud til de mange flotte naturområder, vi har i Næstved Kommune. Og så skal jeg helt sikkert se et par kampe på Næstved Stadion og heppe på ”de grønne”. Lad os krydse fingre for, at Næstved Boldklub i denne sæson vinder 2. division og rykker op i 1. division.

Del på sociale medier