Når biograferne igen åbner efter Corona restriktionerne, skruer Nordisk Film Biografer Næstved helt undtagelsesvis ned for prisen og op for biografglæden. Torsdag den 6. maj og fredag den 7. maj koster alle billetter nemlig kun 80 kr.

Så er det bare at vælge blandt de mange gode film, for eksempel komedien Retfærdighedens Ryttere med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, forsamlingshus-dramaet Lille Sommerfugl eller Operation Nordpolen og The Croods 2 til børnene. Kan man ikke få nok af Mads Mikkelsen, kan den populære skuespiller også opleves i science fiction-filmen Chaos Walking. Eller hvad med den Oscar-nominerede thriller Promising Young Woman, der byder på spænding på kanten af biografsædet?

Den første Coca-Cola er gratis

Biograf og popcorn følges ofte ad – og lige så uundværlig en del af turen er den iskolde Coca-Cola til at skylle efter med. I anledningen af genåbningen tilbydes gæster en gratis 0,5 liter Coca-Cola eller anden valgfri sodavand ved køb af popcorn (medium eller stort bæger). Det kan forhåbentlig være med til at danne den helt perfekte ramme om biografturen, som mange har savnet under corona-nedlukningen.

“Vi glæder os til at byde danskerne tilbage i biografen den 6. maj. Det vil vi gerne markere og har derfor sat billetpriserne ned de første par dage, så så mange som muligt får lyst til at lægge vejen forbi os den lokale biograf,” siger biografchef Bente Nielsen. “Vi har helt styr på sikkerheden og er klar til at byde gæsterne velkomne med coronapas eller en negativ test, der er max. 72 timer gammel,” fortsætter hun.

Luksussæder til alle

Når Nordisk Film Biografer Næstved åbner, bliver det selvfølgelig med de flotte sale med luksussæder, som biografen blev indrettet med sidste år. Samtlige sale har komfortable sæder med elektrisk fod-og nakkestøtte, ligesom sædets ryg kan lægges godt bagover.

“Hvis biografen var en flyvemaskine, tør jeg godt sige, at turen er på 1. klasse,” smiler Bente Nielsen, der udelukkende har fået positive tilbagemeldinger på luksussæderne. “Det er virkelig noget, vores gæster bemærker, og vi er stolte af at kunne levere så god en oplevelse til vores gæster. Vi sigter altid efter det, vi kalder en 10’er-gæsteoplevelse,” siger hun.

Nærmere information

Billetter købes via www.nfbio.dk eller NF Bio-app’en.

Pressefoto