To kunstnere fra Næstved nomineret til kulturpris

De to Næstved-drenge Bjarke Falgren og Claus Michael Pedersen er nomineret til at modtage Grundtvig-Marie Prisen på 25.000 kr. Prisen uddeles af Trelleborg Fonden og Næstved Kommune for at hædre en person, der har bidraget til og udfordret den kulturelle udvikling i Næstved.

Det er to vidt forskellige profiler, som Kulturudvalget i Næstved har nomineret til Grundtvig-Marie Prisen i 2016.

Bjarke Falgren (1979) er violinist, firedobbelt grammy-vinder og en af Danmarks bedste og mest anerkendte violinvirtuoser, som allerede i 2002 fik Rytmisk Musikkonservatoriums talentpris.

21466c_Bjarke_Falgren[1]

Bjarke Falgren turnerer verden over med sin violin, og han har udgivet otte albums. Desuden skriver og producerer han film og teatermusik, underviser på to musikkonservatorier og har arbejdet med nogle af de største artister i ind- og udland. Bjarke Falgren er født og opvokset i Næstved.

Claus Michael Pedersen (1969) er verdenskendt tegner og grafittikunstner under navnet CMP ONE – og afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole. Claus Michael Pedersen er den drivende kraft bag Gadens Hårdeste Hævn og Næstved Kunstby.

fa2f51_Claus_Michael_Pedersen[1]

Gadens Hårdeste Hævn er, med sine brudstykker af en ungdomshistorie fortalt med rim og malet direkte på væg, den første af sin slags i Danmark. Med Næstved Kunstby har byen fået en samling af gavlmalerier af internationale kunstnerne, som gør Næstved til uofficiel hovedstad for street-art og bidrager til, at byen fremstår spændende med en attraktiv og opdateret ungdomskultur.

Uddeling af prisen

Det er nu op til prisudvalget, der består af borgmester Carsten Rasmussen, Linda Frederiksen, som er formand for Kulturudvalget og Jesper Lund Wimmer fra Trelleborg Fonden, at udvælge den endelige prismodtager. Uddelingen af prisen på 25.000 kr. og en gratis omvisning på Rønnebæksholm finder sted den 24. oktober, som er N. F. S. Grundtvig og Maries Tofts bryllupsdag.

Grundtvig-Marie Prisen har været uddelt én gang tidligere i 2010, men først nu i 2016 er der med Trelleborg Fonden igen en sponsor til prisen. Trelleborg Fonden har foreløbig ønsket at sponsere prisen i 2016, 2017 og 2018.

Grundtvig-Marie Prisen er stiftet med det formål at tilkendegive, at kunst og kultur er et essentielt element i den demokratiske debat og udvikling. Næstved Kommune og Trelleborg Fonden ønsker at understøtte, at en eller flere spirende kunstnere eller kulturelle udøvere fortsat opmuntres til at fortsætte og udvikle deres kunstneriske virke.