Han er født og opvokset i Næstved, hvor han som 15-årig fik sine første erfaringer med graffiti. Siden har han udsmykket New York, London, Amsterdam og København. I weekenden bliver han nummer to kunstner ud af tre, som dekorerer parkeringshuset på Grønvej.

Der er smæk på farverne, når Simon Rachwan aka Tweb76 griber fat i spraydåser og pensler og giver den gas på kedelige facader i byens rum.

Allerede i 1992 fik han sine første erfaringer i Næstved, hvor han er født og opvokset. En sand kunstner udsprunget af Næstveds lokale graffitikultur og Næstved Ungdomsskole, og som nu har vokset sig så stor, at han har begået sin kunst flere steder i og udenfor Europa.

Fredag, lørdag og søndag i denne uge vender han tilbage til sin barndomsby for at male på det nye parkeringshus på Grønvej. I midten af september blev de første betonfelter udsmykket af den tyske graffitikunstner Stohead, og nu er turen altså kommet til Tweb76.

Rå gadegraffiti

Det er Næstved Kunstby, der har inviteret Tweb76. Kurator for Næstved Kunstby, William Hjort, fortæller her hvorfor:

“Han er valgt på grund af hans farverige og enkle udtryk, og fordi han har taget den rå gadegraffiti til et nyt niveau, hvor vi allesammen kan være med,” siger William Hjort og tilføjer:

“Tweb76 kommer ud af vores lokale graffitikultur. Derfor er vi meget stolte af endelig at kunne præsentere ham på en væg i byen.”

Kunst i international klasse 

Op gennem 90’erne og 00’erne udøvede Tweb76 aktivt sin kunstform på tværs af Skandinavien og Europa. I en årrække etablerede han sit minimalistiske udtryk i New York, London, København og Amsterdam. Det unikke, personlige aspekt har altid været første prioritet i Tweb76’s arbejde.

Suspense og dynamik er essentielt for kunstneren, som fremhæver netop det ved brug af abstrakte sammensatte farvekompositioner, som hovedsageligt komponeres ved brug af akryl eller spraymaling.

Pressen og Næstveds borgere kan opleve Tweb76 i aktion ved parkeringshuset på Grønvej fredag til søndag denne weekend.