Radioteatret.dk har en julegave til alle, der elsker en god julehistorie. Den 24. december udkommer den dramatiserede lydbog “I Et Hvert Gammelt Hus” – indlæst af Peters bedstemor fra teatrets adventskalender “Peters Jul”.

“Inde i væggene i et hvert gammelt hus i byen er der en labyrint af små gange og stejle trapper. Nogle gange går fra under et knirkende gulvbræt, op af en trappe der snor sig rundt og rundt og hen til en lille snæver passage helt oppe under loftet”.

Sådan begynder julehistorien, om hvordan man holder jul i et hvert gammel hus, hvor nisser og mennesker lever side og side – nisserne inde i væggen selvfølgelig.

Helene Holst Echwald indtaler Peters Jul. Foto: Radioteatret.dk

– Hele december kører vores adventskalender “Peters Jul”, som er en podcastversion af en teaterforestilling, vi spillede på Næstved Museum i 2006. Her spiller Helene Holst Echwald rollen som Peters bedstemor, og i adventskalenderen fortæller hun historien om den gamle jul, siger Kia Lundsgaard Horan, som har stået for optagelserne til Peters Jul.

Hele holdet blev tryllebundet af Helene Holdt Echwalds rolige stemme og den gode historie, så hurtigt blev det besluttet, at selvfølgelig skulle Peters bedstemor fortælle endnu en historie.

– Det blev til vores gamle julefortælling “I Et Hvert Gammelt Hus”, som vi skrev tilbage i 2015. Historien er hyggelig og meget julet. Der er alt fra juletræer og vaniljekranse til nisser, der ikke vil i bad, siger Kia Lundgaard Horan.

Helene Holst Echwald har indlæst hele bogen som lydbog, og derefter har Morten Aagaard lagt et stemningsskabende lag af lyd og musik bagved. Her kan man høre kanens bjælder og kirkeklokkens ringe, mens man lytter til historien.

– Julehistorien udkommer om morgenen på juleaftensdag, og vi håber, at mange vil høre historien, mens de venter på juleaften. Dagen kan jo være lang, så det er godt med lidt underholdning, siger Kia Lundsgaard Horan.

“I Et Hvert Gammel Hus” er skrevet af Morten Aagaard og illusteret af Mathias August Borg. Bogen kommer også som gratis download på www.radioteatret.dk – og lydbogen kan selvfølgelig også høre gratis på iTunes og andre podcast-apps.

Mathias August Borgs tegninger til bogen.
Mathias August Borgs tegninger til bogen.