Næstved Early Music Festival præsenterer traditionen tro HÄNDELS MESSIAS – SOM DU MÅSKE ALDRIG HAR HØRT DEN FØR

Søndag d. 4. december 2016 kl. 16.00 i Herlufsholm Kirke.

Camerata Øresund opfører værket i en ny – og dog gammel – stil, fuldstændigt som man gjorde i barokken: Uden dirigent. Hver enkelt sanger og musiker tager aktivt del i at forme musikken i nuet. Som i et jazzband, eller som Händel selv ville have gjort det!

Koncertmester i det berømte Concerto Copenhagen, Peter Spissky, står i spidsen for Camerata Øresund og vil som “stehgeiger” lede slagets gang og “dansende” vise vejen for de 27 sangere og musikere, knyttet sammen i en spontan og stærk musikalsk fortælling.

Peter Spissky underviser i barokviolinspil i hele Norden og har håndplukket medlemmerne i Camerata Øresund blandt dygtige, unge professionelle musikere og sangere. Siden har de gjort sig bemærket med store successer i de nordiske lande. Orkestret spiller på originale barokinstrumenter med blød og behagelig klang og leverer en levende og original version af Händels kendteste værk.

coe%20messias%202015%20tutti1

Barokensemblet Camerata Øresund blev dannet i 2010 af den internationalt anerkendte barokviolinist Peter Spissky. Bestående af unge tidlig musik specialister, som kommer fra hele norden, har Camerata Øresund været et forum for de nyeste trends og research indenfor tidlig musik i Skandinavien. Ensemblet er blevet kendt for sin kommunikative og energiske spillestil, og det lægger stor vægt på at både skabe og formidle musikken levende under fremførelsen.
I modsætning til de fleste andre opførelser af Messias, præsenterer ensemblet værket med et lille orkester sammen med et lille kor bestående af 12 sangere, der også er solister.
Med fokus på en fleksibel og levende interaktion mellem musikerne og sangerne ønsker Camerata at give publikum en autentisk, men samtidig også en ny oplevelse af et af de mest kendte værker i musikhistorien.

Georg Friedrich Händel blev født i Nordtyskland, var uddannet i Italien og levede det meste af sit liv i England. Han gav englænderne strålende italienske barokoperaer og religiøse oratorier med krævende og velklingende kor. Han leverede musik til hoffet i London, blev engelsk statsborger og ligger begravet i Westminster Abbey blandt mindesmærker over litterære giganter som Milton og Shakespeare. Tyskerne kan sige, hvad de vil “Mr. Handel is British” (og stavede i øvrigt sit navn på mindst 15 forskellige måder).

Händel skrev sit oratorium på bare 24 dage i sensommeren 1741. Han arbejdede sig ud af en depression og en gæld. Han havde travlt og lånte gammelt materiale fra sig selv og andre, og koncerten fandt sted i en koncertsal i Fishamble Street i Dublin. Händel styrede sangerne fra cembaloet. Kirkens folk var bekymrede over sammensmeltningen af bibeltekster og moderne musik. Men tingene løste sig, da Händel lovede at give det meste af overskuddet til velgørenhed.

Indtægterne fra Messias blev Händels alderdomsforsikring. Han ledede en lang række opførelser lige til synet svigtede, og ved hver eneste koncert foretog han ændringer, så musikken passede til de kræfter, han havde til rådighed: En arie blev til en duet, et basparti blev skrevet om, en sopranarie kunne genopstå som tenorarie. Ting blev strøget, andre tilføjet. For at gøre det kort: Der findes ingen autentisk version af Messias. Enhver opførelse er bygget op af en række til- og fravalg.

Førsteopførelsen blev et tilløbsstykke, så koncertarrangøren måtte bede herskaberne møde op uden fiskebensskørter eller kårder, så der kunne presses flere folk ind. I dag er Messias et af verdens mest elskede stykke kirkemusik. Tusinder har sunget den, og millioner kender Halleluja-koret. Det er grandiost, raffineret og så letforståeligt, at den engelske konge rejste sig op i respekt i 1743, og siden da har der været tradition for at stå op, mens Händel præsenterer de himmelske hærskarer. Da den gamle komponist Haydn 50 år senere hørte det i London kom han til at græde, og så hviskede han: “Händel er vores læremester”

Billetter på billetto.dk eller ved indgangen fra kl. 15.00

Se en smagsprøve på Camerata Øresunds version af Messias her;