Efter to år i Energiklagenævnet er det netop afgjort at Næstved Fjernvarme kan gå i gang med at lægge fjernvarmerør ud til 1.650 boliger i Næstved. Det vil betyde, at CO2-udledningen kan reduceres med op mod 27.000 ton, fordi borgerne får mulighed for at skrotte deres gamle naturgas- og oliefyr for i stedet at overgå til fjernvarme. Dette oplyser Næstved Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Det er Energiklagenævnet, som nu har stadfæstet Næstved Kommunes afgørelse, der godkendte Næstved Fjernvarmes projektforslag om at udbygge fjernvarmeforsyningen med ca. 1.650 boliger, som på nuværende tidspunkt har naturgas- og oliefyr.

Det betyder, at flere kan få tilbud om fjernvarme, som udleder væsentlig mindre CO2 sammenlignet med naturgas og oliefyr.

– Det er godt, at Kommunens afgørelse er blevet stadfæstet. Det giver op mod 1.650 husstande mulighed for at skifte fra naturgas til fjernvarme, og dermed bidrage til den grønne omstilling fortæller formand for Teknisk Udvalg Helle Jessen.

Fjernvarmeprojektet kan mindske CO2-udledningen med op mod 27.000 ton, over hele den beregnede periode på 8 år.

Hos Næstved Fjernvarme vækker afgørelsen også stor glæde, for nu kan man endelig komme i arbejdstøjet og gå i gang med den konkrete projektering, planlægning og udbud på opgaven.

– Først og fremmest er vi glade for at to års sagsbehandling af projektet i Energiklagenævnet er afsluttet. Vi er helt klar til at gå i gang med udrulningen og regner faktisk med at komme i gang med gravearbejdet til marts næste år, fortæller bestyrelsesformand for Næstved Fjernvarme, Lindy Nymark Christensen og fortsætter:

– Vi skal have opdateret tidsplanen og få den ud, så borgerne i Næstved ved, hvornår de kan få fjernvarme. Vi vil sørge for at borgerne i Næstved By, løbende bliver opdateret med udrulningstempoet, gravearbejdet og tilmelding i samarbejde med Næstved Kommune.

Ingen tilslutningspligt – men vigtig overvejelse
Det er afgørende, at borgerne i de områder, der ligger indenfor projektet overvejer, om det er på tide at udskifte deres gamle naturgas- og oliefyr til fjernvarme. Der skal nemlig være ca. 40% tilslutning i områderne, før det kan betale sig at grave fjernvarmen ned. Det store fjernvarmeprojekt regnes med at være fuldt udrullet efter 5-8 år.

Det øgede varmebehov i de nye områder vil blive dækket af affaldsenergi fra AffaldPlus’ anlæg på Ydernæs, der har kapacitet til at levere den øgede mængde varme uden at investere i nye anlæg.

Projektet indebærer anlæg af fjernvarmeledninger i de 14 nye energidistrikter og tilkobling til det eksisterende fjernvarmenet i Næstved. Det vil være frivilligt for borgerne, om de vil vælge fjernvarme.

Energiklagenævnet har talt
Det var oprindeligt Dansk Gas Distribution (nu Evida), der valgte at sende Næstved Kommunes afgørelse, om at give Næstved Fjernvarme mulighed for at udrulle fjernvarmen i nye områder, til Energiklagenævnet. Det gjorde de fordi, de var uenige i Kommunens vurdering af de samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger. Men nu har Energiklagenævnet altså fastslået, at Næstved Kommunes oprindelige afgørelse og beregninger af projektet er korrekte og dermed kan Næstved Fjernvarme arbejde videre.