70 ÅR: Carsten Egevang Nielsen, Vordingborg, næstformand for GF Forsikring a/s og formand for GF Sydsjælland, fylder 70 år den 4. september 2017.

Carsten Egevang Nielsen. Foto: GF Forsikring

Carsten Egevang Nielsens hjerte banker for Sydsjælland, hvor han altid har boet og haft sit virke. Han stammer oprindeligt fra Fæby, han bor i dag i Vordingborg, og han er formand for GF Sydsjælland, der dækker hele egnen fra kontoret i Næstved. Han blev valgt ind i GF Sydsjællands bestyrelse i 1989, hvor han siden blev næstformand, og i 2008 overtog han formandsposten efter Benny Horn i forbindelse med et generationsskifte.

I 2010 blev Carsten Egevang Nielsen desuden medlem af landsbestyrelsen for GF Forsikring a/s. Siden 2014 har han været næstformand for det kundeejede selskab, der i dag er et landsdækkende forsikringsselskab med 43 forsikringsklubber fordelt på 38 kontorer fra Esbjerg i vest til Rønne i øst.

Den 70-årige vordingborgenser er oprindelig handelsuddannet, men allerede i 1973 kom han ind i den kommunale verden, hvor han gennem årene har arbejdet med skat, sekretariatsfunktioner og borgerservice. Carsten Egevang Nielsen har slået sine folder i kommunerne Møn, Langebæk, Rønnede og Næstved, senest som borgerservicechef i Næstved Kommune med ansvar for 60 medarbejdere.

I Næstved var han drivkraft i en større forandringsproces, der førte til, at byens borgerservice – som det første sted i landet – rykkede ind på folkebibliotekerne.

Også i GF Forsikring har han stået i spidsen for større forandringer, der sammentænker god service og effektiviseringsgevinster, senest en ny klubstruktur og en ny kundevendt strategi med øget brug af digitale løsninger. For Carsten er løbende forandringer naturlige i bestræbelserne på at sikre kundernes interesser.

Carsten er gift med Anne-Lise, og sammen har parret to piger og fire børnebørn på fjorten, ni, fire og halvandet år. I fritiden nyder han og fruen, der begge er sejlere, det maritime liv i Smålandshavet og det Sydfynske Øhav. Derudover er han en ivrig fodboldspiller. Hver lørdag træner han sammen med andre VF-veteraner – året rundt og altid udendørs, foreløbig gennem 37 år.

70 års-dagen markeres ved en fællesreception i GF Huset i Odense den 27. oktober sammen med GF Forsikrings formand Gunnar Hansen, der fylder 60 år i oktober.