Torsdag den 20. februar fra kl. 17.45 til ca. 22.00 inviteres der til endnu en spændende kulturel aften, hvor man starter med spisning i Café Rejseladen, for derefter at høre om bogen Harpiks af Ane Riel, før man ser filmen af samme navn i Glumsø Bio. 

“Bøf, Bog og Bif” er et samarbejde mellem Café Rejseladen, Glumsø Bio og Glumsø Bibliotek. Denne gang vises filmen, Harpiks, hvor bl.a. Peter Plaugborg, Ghita Nørby, Amanda Collin, Sofie Gråbøl og Vivelill Søgaard Holm kan opleves.

Harpiks, fra 2015 af Ane Riel, er en dybt urovækkende fortælling om kærlighedens lænker og frygten for at miste. Den stiller de helt grundlæggende spørgsmål: Er kærligheden altid god? Kan man elske, dem man elsker for meget?

Langt væk fra civilisationen
Den enfoldige mand Jens (Peter Plaugborg), hans groteskt overvægtige kone Maria (Sofie Gråbøl) og deres teenagedatter Liv (Vivelill Søgaard Holm) lever dybt inde i skoven et sted langt fra det omgivende samfund. Jens og Maria vendte for mange år tilbage ryggen til civilisationen af frygt for, at myndighederne ville tage deres datter fra dem. De iscenesatte datterens død og har siden holdt hende skjult fra omverdenen.

Afskærmet fra samfundet lever de i ét med naturen, men da Livs farmor (Ghita Nørby) efter mange år opsøger den lille familie ude i skoven, skal Liv opdage en helt ny verden. Det trygge paradis står for fald og for at redde sin familie, må Jens finde sine mørkeste kræfter frem. Det bliver en kamp mellem liv og død.

Du kan låne bogen på Glumsø Bibliotek.

Pressefoto: Harepiks

Aftenens program er følger:

Fra kl. 17.45-19.00 – Café Rejseladen
Menu: Øl-braiseret svineskank med kartofler og grøntsager
Ekstra: is (kan købes for 25 kr.)

Fra kl. 19.15-19.30 – Glumsø Bio
Oplæg om bogen bag filmen Harpiks ved Glumsø Bibliotek

Fra kl. 19.30-ca. 22.00 – Glumsø Bio
Harpiks vises
Efter filmen er der tid til diskussion.

Samlet pris for spisning og biograf: 150 kr. (ekskl. drikkevarer og dessert).

Som noget nyt kan der tilmeldes ved at klikke her, hvor der betales for både spisning og biograf. Der er et begrænset antal billetter til arrangementet.

Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Kvittering på sms eller mail skal vises både i Café Rejseladen og i Glumsø Bio.