Der er fuld fart på opgraderingen af Ringsted-Femern Banen, den 115 km lange strækning mellem Ringsted og Rødby.

Flere stationer er opgraderet, et helt nyt spor forberedes ved siden af det eksisterende spor på Falster og Lolland og mange broer er bygget om, så der kan være plads til kørestrømsanlæg, når banen elektrificeres.

De indledende skridt til elektrificeringen bliver taget i denne uge på Næstved Station, hvor der bliver foretaget prøvegravninger, og hvor eksisterende kabler bliver lagt om, så der fremover er plads til de kørestrømsmaster, som kommer til at stå langs banen.

“Vi har allerede bygget en del broer om på strækningen, så der kan være plads til kørestrømsanlæg under broerne, og nu kan man sige, at vi går ind i næste fase med elektrificeringen af banen, når vi her i denne uge går i jorden med de forberedende arbejder på Næstved Station,” siger Klaus S. Jørgensen, projektdirektør i Banedanmark.

“De egentlige elektrificeringsarbejder går vi i gang med i starten af april, hvor vi etablerer mastefundamenter og rejser kørestrømsmasterne langs sporet.”

Arbejdet bliver udført på Banedanmarks areal, og omlægningen af kabler forventes afsluttet i løbet af maj.

Første del af Ringsted-Femern Banen, hvor der kommer elektriske tog, er strækningen mellem Ringsted og Næstved, hvor det vil være muligt at køre med el-tog med udgangen af 2021.

Hvad går arbejdet ud på
For hver ca. 80 meter suger man et hul, hvor der efterfølgende skal sættes en kørestrømsmast. Hvert hul tager ca. 15 minutter at suge. Hvis der er kabler, graver man dem ud og omlægger dem, hvorefter man igen fylder jord på. Selve omlægningen af kabler tager 1-3 timer pr. sted afhængig af antal og typer.

Der vil være lidt støj fra arbejdet og fra de maskiner, de benytter, men da arbejdet flytter sig, vil der være tale om støjpåvirkning i nogle få timer.

Foto: Banedanmark