KOM TIL ÅBEN HAVE I ALSTEDGAARDHAVEN I FJENNESLEV

SOS Børnebyerne i Næstved inviterer i samarbejde med Kirsten Amstrup fra Alstedgaard til Åben Have i Alstedgaardhaven på Alstedvej 52 i Fjenneslev søndag 2. juli 11-16.

Hvis du savner inspiration til, hvordan din have skal se ud, eller hvis du bare har lyst til at nyde smukke blomster, så kom til Åben Have på Alstedgaard hos Kirsten Amstrup.

SOS Børnebyernes Næstved-gruppe inviterer alle haveinteresserede til at besøge denne eventyrhave på 20.000 kvm. Alstedgaardhaven bugner lige nu af farvestrålende stauder, liljer, pæoner, blomstrende buske, overdådige roser og Dahlia i knop. Den parklignende landbohave har en sjælden harmoni mellem have og bygninger. Du kan besøge den spændende have søndag den 2. juli mellem klokken 11 og 16 og samtidig støtte SOS Børnebyernes arbejde med forældreløse børn.

Haven består af flere forskellige ’haverum’ med på store buer (5 m brede og 3 m høje), flere større buer med blåregn, klematis, en renæssancehave med klippede buksbomhække og stauder, krydderhave i højbede, urtehave og skovhave med Helleborus. Der er pileflet på stole og bænke og et eventyrligt pilegærde. Og der er et rigt dyreliv i haven med høns og vingede væsner i fuglekasserne. Haven er derfor kun for tobenede – så lad vovsen blive hjemme.

Du kan nyde din medbragte frokostkurv i haven med udsigt over markerne og landskabet – men der er også mulighed for at sidde indendørs, hvis vejret er mere til det. Der sælges kaffe og lidt godt til ganen – så det er en god idé at have kontanter på lommen.

Det koster 40 kr. at besøge haven, og alle indtægter går ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde med forældreløse børn i Cambodja og Laos i Sydøstasien.

Channas historie
Channa er et af de børn, der var overladt til sig selv, men som nu bor i en SOS-børneby.I SOS børnebyen har Channa og hendes søster fået et trygt hjem med en SOS-mor, der tager sig kærligt af dem. Foto: Marcus Frendberg
Channa var kun fem år gammel, da hun mistede både sin mor og sin far.
Channa og hendes søster kommer fra en meget fattig familie i en landsby i Cambodja nær grænsen til Thailand. Da pigernes far døde af lungebetændelse, så moren ingen anden udvej end at efterlade pigerne hos deres bedstemor, mens hun selv rejste til Thailand for at finde arbejde.
Ingen har set eller hørt fra moren siden, og ingen ved, hvorfor hun aldrig vendte tilbage.
Et liv i yderste fattigdom
Livet hos bedstemoren var hårdt for de to små piger. Bedstemoren var gammel og fattig og havde allerede flere efterladte børn fra familien hos sig. Hun magtede ikke at tage sig af flere børn, og afleverede til sidst Channa og hendes søster hos de sociale myndigheder.
Myndighederne tog kontakt til SOS Børnebyerne, som sørgede for, at Channa og hendes lillesøster fik et nyt hjem i SOS-børnebyen. Da pigerne kom til børnebyen, var det tydeligt, at de havde levet et liv i yderste fattigdom. De var meget tynde og havde tydeligvis ikke fået nok at spise.

Channa har fået en ny familie i børnebyen
I SOS-børnebyen har pigerne fået en ny familie med en SOS-mor, der tager sig kærligt af dem gennem hele deres opvækst. De kommer i skole, og de får masser af kærlighed og omsorg. I børnebyen har de fået et godt børneliv og muligheden for at skabe sig en god fremtid som voksne.

SOS Børnebyerne arbejder i 134 lande for at støtte familier og hjælpe udsatte børn, så de kan vokse op i et kærligt hjem. I en SOS-børneby får forældreløse og udsatte børn en SOS-familie, hvor den voksne omsorgspersons kærlighed er omdrejningspunktet. Der er i dag 40.000 danske fadderskaber i SOS Børnebyerne. Det koster 225 kr. om måneden at være fadder for et barn. Læs mere på www.sosbørnebyerne