Landets biblioteker inviterer til Børnevalg 2021. Fra den 28. oktober til den 16. november kl. 12.00 kan børnene gå i stemmeboksen på børnebiblioteket og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.

På www.børnevalg.dk vil årets kandidater blive præsenteret fra den 28. oktober, og samtidig åbner børnebiblioteket for, at børnene kan møde op og afgive deres stemme på favoritfiguren på en stemmeseddel. Der bliver opstillet stemmebokse, så oplevelsen kan blive så ægte som muligt. Der vil være valgudstillinger og slogans, børnene kan lave deres egen valgplakat, og der bliver quiz for store og små.

”At vi skaber børnevalg, handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en kommunal valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle valg-fænomenet til dem. Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden”, siger direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen.

En landsdækkende succes Det er tredje gang, der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Ved børnevalget i 2017 deltog over 15.000 børn, og her vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4.260 personlige stemmer på valgsproget om ”Ja til slik”. I 2019 vandt Carla og ”Vildheks” ved valget, hvor flere end 17.000 børn og størstedelen af landets kommuner deltog.

Børnevalg 2021 er arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.

I Næstved Kommune kan du stemme på Næstved, Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde Bibliotek. Det foregår i bibliotekernes åbningstid i perioden torsdag den 28. oktober til tirsdag den 16. november kl. 12.00.

Børnevalget finder sted på landets biblioteker for tredje gang. Kampagneplakat.