Børn og andre nysgerrige sjæle kan møde Lakserytteren, og forfatter og spiludvikler Søren Jønsson lørdag den 13. november i henholdsvis Langes Bog & Idé kl. 11-13 og i Bog & Idé, Næstved Storcenter kl. 13.30-15.30.

I to timer vil Lakserytteren signere bøger og tegne, og der vil være mulighed for at købe hans nye smart book “Månebibliotekets forbandelse”, der netop er udkommet og gennem flere uger har ligget nummer 1 på børnebestseller-listen. Bogen er efterfølger til bestselleren “Griskernes Hemmelighed”, der lå nr. 1 på børnebestseller-listen i hele 16 uger. 

Lakserytteren og Søren Jønsson vil demonstrere for børnene og deres voksne præcis, hvordan en smart book fungerer, og det vil selvfølgelig muligt for selv at prøve den af.

En smart book er fremtidens børnebog – en helt ny læseoplevelse. En moderne og digitaliseret ”pop-up” bog, som kan give børnene lyst til at læse og lære på en underholdende måde.

Foruden en god historie og et kulørt glimmeromslag, rummer Lakserytterens aktuelle fantasyroman også en række minispil og tegneopgaver, der udfoldes sideløbende med romanens handling, og som kan findes i den gratis, tilhørende app, hvor man også i hvert kapitel kan åbne et særligt digitalt kort, der viser hvor i Odysïa-universet, man befinder sig. Særligt tegneopgaverne bygger videre på det kreative univers, som Lakserytteren har skabt på de sociale medier, og skal i ”Månebibliotekets forbandelse” være med til at gøre læseoplevelsen mere aktiv, inkluderende og inspirerende. En innovativ tilgang som Lakserytteren håber, kan få flere børn til at fordybe sig i læsningen og samtidig have det sjovt.

Om Lakserytteren:

Lakserytteren, med det borgerlige navn Rasmus Kolbe, arbejder med at gøre unge mere kreative – både på sociale medier og i den ikke-digitale verden. Lakserytteren har over en million følgere på tværs af sine kanaler, og hver uge følger tusindvis af børn med på Lakserytterens kreative tegneunivers på YouTube.

Om Søren Jønsson:

I mere end 15 år var Søren Jønsson producer og manuskriptforfatter på de populære Pixeline-spil, der med leg og læring gennem 90’erne og 00’erne hev børnene hen til skærmen. Nu ønsker han med sit smart book-koncept at hive børnene væk fra skærmen igen og tilbage til den fysiske bog. Søren Jønsson har udviklet og udgivet tre smart books ”Ærkemestertårnet”, ”Ildmesteren” og senest ”Dysterdragen” – der lige nu ligger nummer et på børnebogs bestsellerlisten.

Selvom der er mere end 20 år mellem de to succesfulde innovatorer, Søren Jønsson og Lakserytteren, udgør de sammen et stærk team som formidlere til børn på de digitale platforme med leg og læring i fokus.

Pressefoto