Fra mandag den 6. februar til fredag den 31. marts udstiller Suså Egnshistoriske Forenings billedgruppe i Borgerstuen på Glumsø Bibliotek.

Suså Egnshistoriske Forening har gennem flere år holdt til i Borgerstuen på Glumsø Bibliotek. Foreningen har rådighed over ca. 2200 digitaliserede billeder fra fotograf Otto Nielsens glaspladearkiv. Med denne udstilling i Borgerstuen får borgerne mulighed for at se et udvalg af billederne.

– Emnet vil blive FØR og NU i Gl. Suså kommune. Gruppen har sammenlignet motiver, hvor der er mange år imellem. Der er fx et luftfoto af Sylvest Jensen fra 1930’erne og i dette århundrede, som er taget af Ove Olsen. Der er også billeder af landskaber, som har ændret sig meget gennem årene, fortæller næstformand Otto Høst og tilføjer, at foreningen har åbent hus mandag den 6. marts, hvor udstillingen starter.

Åbent hus mandag i lige uger

Suså Egnshistoriske Forening holder åbent mandag i lige uger fra kl. 13.30 til kl. 16.00 i Borgerstuen på Glumsø Bibliotek. Her er der mulighed for at aflevere billeder og eventuelt tidsfæste dem.
– Vi er primært interesseret i at digitalisere billeder fra den tidligere Suså Kommune. Disse bliver senere afleveret til NæstvedArkiverne. Foreningen har rådighed over ca. 2200 digitaliserede billeder fra fotograf Otto Nielsens glaspladearkiv. Han havde forretning på Ringstedvej i Glumsø fra 1928 til 1972, slutter næstformand Otto Høst og tilføjer, at selvom der på flere af billederne er navne på personerne, mangler foreningen stadigvæk en hel del endnu.

Udstillingen på Glumsø Bibliotek kan ses i bibliotekets åbningstid.

 

Købmandsgården i Glumsø fotograferet i midten af 1930’erne. Foto: Suså Egnshistoriske Forening