Næstved Museum fyldes med middelalderens musik onsdag i efterårsferien i forbindelse med årets Høstmarked

Onsdag d.19. oktober i tidsrummet kl.10-16 vil Instrumentmagerens Kone (Anne Jensen) sammen med Jens Hørring Olsen fylde Ringstedgade og museets have med middelalderens musik.

3 gange i løbet af onsdagen vil de trække ind på museet for at lave gratis musikforestillinger. Forestillingerne er støttet af Mærk Næstved og er både for børn og voksne

Kl. 11.00: Eventyr og sagnfortælling i ord, vers og toner v/Instrumentsmagerens Kone

Kl. 13.30: Middelaldermusik på sækkepibe v/Jens Hørring Olsen

Kl. 14.30: Middelalderens musik og instrumenter v/Instrumentmagerens Kone

Hvem er musikanterne?

Instrumentmagerens Kone (Anne Jensen) har tidligere deltaget på det lille hyggelige høstmarked ved Helligåndshuset. Denne gang har hun taget den erfarne sækkepibespiller Jens Hørring Olsen med, som har spillet sækkepibe siden 2006. Han har været med til adskillige arrangementer og konkurrencer i både Danmark og i udlandet.

Sammen vil de spille middelaldermusik på mange forskellige middelaldermusikinstrumenter. Skulle nogen have lyst til at få lidt varme i kroppen, så spiller Jens gerne op til dans, mens Anne viser middelalderens dansetrin.

Lidt om musikforestillingerne

Kl. 11.00 vil Anne fortælle eventyr og sagn i ord, vers og toner. Måske bliver det eventyret om prinsessen og Nøkken, som forelsker sig i hinanden. Nøkken bor jo under vandet, så hvordan mon det går? Eller måske historien om de to prinsesser der bliver røvet fra England og ført til Danmark – jo det ender såmænd godt, som det sig hør og bør. Eller måske vil I hellere høre om Lindormen eller om Sidsel Viddelvand. Eller måske vil I allerhelst høre sagnet om det første strengespil nogensinde. Kom og vær med! Der vil både være sang, spil og fortælling, og I kan spille med på valnøddeskaller, hvis I vil.

Kl. 13.30 vil Jens spille på og fortælle om nogle af middelalderens sækkepiber

Kl. 14.30 vil Instrumentmagerens Kone spille, synge og fortælle om middelalderens musik og instrumenter. Med sig har hun såmænd en lille trækvogn for at kunne have alle instrumenterne med.

Billetter til forestillingerne er gratis og udleveres på Næstved Museum i museets åbningstid. Der er begrænset antal pladser.

Privatfoto