Lørdag den 12. februar kl. 12.00-13.00 kan du møde den lokale digter Haisam Talat på Næstved Bibliotek. Han er netop debuteret med digtsamlingen Affektbrud, der sætter ord på svære og tabubelagte følelser hos mænd.

Haisam Talat fra Næstved vil læse op fra sin digtsamling Affektbrud (2021). Han vil også fortælle om baggrunden for, at han begyndte at skrive digte, og hvordan det har hjulpet ham. For som han skriver på bogens bagside: ”Affektbrud startede som en terapeutisk øvelse”.

De svære følelser Digtene rummer personlige tragedier, stor erkendelse og rystende skrøbelighed. De sætter ord på de svære følelser, som særligt mænd kan tumle med. Det ligger Haisam stærkt på sinde, at digtsamlingen skal agere fødselshjælper for læserens fortrængte følelser. Og det gælder særligt for machomændene, der, ifølge Haisam, oplever det som et udtryk for svaghed at tale om følelser.

Arrangementet finder sted lørdag den 12. februar kl. 12.00-13.00 på Næstved Biblioteks Store Scene. Det er gratis at lytte med, og der er ingen tilmelding.

Haisam Talat debuterede i 2021 med digtsamlingen Affektbrud. Foto: Privat