Find magien i vaserne, når Holmegaard Værk inviterer til akvarel-tegnekursus i museets imponerende Kähler-samling torsdag den 11. november. Alle kan være med – både begyndere og øvede.

Alle dage på Holmegaard Værk kan du opleve museets imponerende samling af Kählerkeramik. Her er alt, hvad hjertet begærer af kander, skåle, fade, vaser og meget mere. Og til dette helt særlige aftenkursus i akvarel-tegning vil du komme helt tæt på keramikken, når vi sammen med illustrator, Ingrid Lill, vil gå på opdagelse i vasernes magiske egenskaber.

Arrangementet foregår efter museets almindelige åbningstid, og du vil derfor have den fulde mulighed for uforstyrret at fordybe dig i vasernes fantastiske og pudsige detaljer, når du sammen med en mindre flok af andre tegne-entusiaster lader dine øjne vandre hvileløst rundt herpå i en higen efter nye, spændende, magiske detaljer.

Kurset vil være faciliteret af illustrator, Ingrid Lill, der løbende vil give dig tips og tricks til, hvordan du slipper den perspektivistisk korrekte tilgang til tegning og i stedet udfolder dine egen kreativitet og magi i det, der ligger lige foran dig.

Holmegaard Værk stiller alle nødvendige tegneredskaber til kurset til rådighed, men du er naturligvis også velkommen til selv at medbringe dine egne tegneredskaber.

Læs mere her: https://www.museerne.dk/holmegaard-vaerk/events/tegnekursus-vaser-vaesner-og-vandfarver/

Foto: STH