I næste uge springer den første årgang studenter fra Næstved Gymnasium og HF’s autismelinje ud. Vejen til studenterhuen har krævet hårdt arbejde for både elever og lærere. Men med lige dele nytænkning, hensyntagen og efteruddannede lærere er linjen blevet en kæmpe succes med stor tilstrømning.

Det skriver Næstved Gymnasium og HF til Dit Næstved.

Næstved Gymnasium og HF oprettede i 2015 en autismelinje efter at have vundet et udbud fra Undervisningsministeriets, og de ni elever i 3.q bliver studenter i næste uge. Skolen har støttet dem i at tage en studentereksamen på normale vilkår, hvilket betyder at de bl.a. har haft alle fag, været på studietur og deltaget i diverse fællestimer og traditioner på skolen.

De første ni elever fra autismeklassen bliver snart studenter og der er stor søgning til klassen. Og der er gode grunde til at autisme-linien er blevet en succes.

“Ved at skabe nogle andre rammer og en lidt anden undervisning, har vi givet dem chancen. De er jo ikke dummere end andre børn og unge – og hvis vi kender deres behov og tager de nødvendige hensyn, så kan de også blive studenter,” siger Charlotte Madsen, lektor på Næstved Gymnasium og HF og koordinator på autismelinjen siden oprettelsen.

Ikke en hjælpeklasse
Det er vigtigt for skolen at udfordre eleverne ved bl.a. at få dem til at deltage i samme ting som de andre klasser, men skolen forsøger samtidig at imødekomme nogle af de særlige udfordringer, en autisme- eller aspergerdiagnose kan give.

Eleverne er maks. 12 i en klasse, og de har deres eget lokale i en stille fløj af skolen, hvor de tre autismeklasser holder til. Lokalerne er indrettet, så de understøtter elevernes særlige behov, fx med en fast arbejdsplads, pauserum og mulighed for at eleverne kan trække sig tilbage, hvis de trænger til ro.

“Autismeklassen er ikke en hjælpeklasse. De skal have de faglige kvalifikationer i orden og leve op til samme faglige krav som andre elever fra grundskolen. Gymnasiet skal jo egentlig bare være en mellemstation, og vi håber at eleverne har mod på at læse videre bagefter i mindre beskyttede rammer, og derfor er det vigtigt at de har fået nogle ting med sig fra gymnasiet, både fagligt, personligt og socialt,” forklarer Charlotte Madsen.

Lærere med særlig efteruddannelse
Klassens lærere bliver efteruddannede af eksterne autismekonsulenter, så de har forståelse for, hvad autisme er og hvilke problemer det giver for den enkelte. Men også i hvordan det er mest hensigtsmæssigt at undervise:

“Det er vigtigt, at de lærer hver enkelt elev at kende, og at de kommunikerer tydeligt. Undervisningen skal tilrettelægges visuelt, struktureret og individualiseret. Og da mange af eleverne bor langt væk og er trætte når dagen er ovre, får de i nogle fag mulighed for at læse lektierne, mens de er på skolen og de begynder altid afleveringsopgaver på skolen, så de kan spørge om hjælp. Derfor er der så vidt muligt lagt ekstra moduler til lektier og skriftlige opgaver i elevernes skema,” siger Charlotte Madsen, og forsætter:

“Mange ting omkring klasserne er blevet nemmere på de tre år. Lærerne ikke længere berøringsangste som i starten, for nu har de erfaring og kan fx joke med eleverne fordi de har opdaget at de har god humor!

Der er en god og stabil lærergruppe næsten uden udskiftning, og dem, der startede som lærere i 3.q, har bedt om at blive teamlærere for kommende 1q. Det er vi rigtig glade for!”

FAKTA
10 elever starter på autismelinjen på Næstved Gymnasium og HF efter sommerferien. De starter på et særligt tilrettelagt 3-årigt STX-forløb, der giver en almen studentereksamen på lige fod med alle andre studenter. Uddannelsen giver samme faglige kvalifikationer som en almindelig STX og er adgangsgivende til videregående uddannelser.

Læs mere om autismelinjen på NGH her.