Mange danske børnefamilier kan slet ikke få nok af de sjove billedbøger om far, Sally og lillebror Eddie. Det er ikke altid nemt at være Sally. For Sallys far er både sygt pinlig og temmelig fjollet – det synes Sally i hvert fald. Far gider ikke være voksen, han får de mest langt ude ideer, og så fortæller han de vildeste løgnehistorier, og han bander! Men Sallys far er faktisk ret sjov, i hvert fald hvis han selv skal sige det. Og heldigvis ved både Sally og Eddie godt, hvordan de skal håndtere far, når det kammer lidt over for ham.

Sallys far er bramfri, politisk ukorrekt og fri for løftede pegefingre og speltboller – og så gider han at lege. Han er sådan en forælder, som voksne drømmer om at være og sådan en far, som alle børn drømmer om at have.

Sjov for børn og deres voksne

Forfatter Thomas Brunstrøm læser op fra nogle af bøgerne og fortæller om, hvordan de er blevet til, og hvor han har fundet inspiration til karaktererne. Gad vide hvor meget af det pinlige, der sker i bøgerne, der også er sket i virkeligheden?

Børnene får mulighed for at være med i Sallys far-quizzen, hvor de kan vinde en bogpræmie. Til sidst er der er Sallys far-plakater til alle interesserede børn – med eller uden autograf.
Mød Sallys far lørdag den 26. september kl. 10.30-11.30 på Næstved Biblioteks Lille Scene.

Billetterne koster 20 kr. og købes via www.naesbib.dk.

Forfatterbesøget var i første omgang planlagt til den 21. marts, men blev udsat på grund af corona-udbruddet.

Næstved Bibliotek overholder alle retningslinjer i forbindelse med corona. Vi sørger for håndsprit og god afstand. Vi opfordrer til kun én voksen pr. gruppe børn, så der bliver mest mulig plads til børnene.

Pressefoto