Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2020/03/23 til 2020/03/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

NÆSTVED: Stoffer og våben i bilen
En patrulje standsede mandag klokken 21.35 en bil, der kom kørende på Sneppevej i Næstved. Der lugtede af hash i bilen, og den 19-årige mand, der sad ved rattet, virkede påvirket af stoffer. Da bilen blev ransaget, fandt politiet to klumper hash af 1,2 gram pr. klump, en pose med 0,8 gram kokain, en hardballpistol, en foldekniv med et blad på 7,5 centimeter og en pebberspray. Den 19-årige mand, der var fra Næstved, blev derfor anholdt klokken 21.35, og sigtet for både narkotikakørsel og for at overtræde både våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt igen klokken 22.45. En 18-årig mand, der også er fra Næstved og som var passager i bilen, blev desuden sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, da politiet fandt 1,5 gram kokain på ham.

NÆSTVED: På aftentur med kokain på lommen
Et par politibetjente var i går klokken 19.37 på almindelig patrulje i Næstved. På Anemonevej traf de en 21-årig mand, der vakte betjentenes opmærksomhed. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig da også, at han havde to poser med 1,8 gram kokain på sig. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og kokainen blev taget med til destruktion.

NÆSTVED: Med hash på lommen
Under en almindelig patrulje traf et par betjente i går klokken 9.38 en 25-årig mand fra Næstved ved Birkehegnet i Næstved. Noget ved ham vækkede betjentenes opmærksomhed, og det viste sig da også, at den 25-årige havde 5,3 gram hash på sig. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: “Glemte” at betale for et par sko
Politiet kørte i går klokken 15.30 ud til Bilka i Næstved Storcenter, hvor en butikstyv var blevet tilbageholdt. Det var en 24-årig udenlandsk mand. En butiksdetektiv havde overværet, hvordan den 24-årige gik ind i et prøverum med et par sko, og derefter kom ud med skoene på fødderne og forlod butikken uden at betale. Derfor blev den 24-årige anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev også sigtet efter våbenloven, da han havde en peberspray på sig. Så alt i alt blev det et par dyre sko.

NÆSTVED: Vær opmærksom på, om folk er dem, de påstår, de er
Politiet har i det forløbne døgn haft et par tilfælde, hvor nogle mennesker har forsøgte at komme ind hos borgere under påskud af at være fra hjemmeplejen. Det ene tilfælde var på Tommerupvej i Næstved klokken 15.00, hvor en mand lukkede en yngre mand ind i sin lejlighed. Den yngre mand, der sagde, at han var fra hjemmeplejen, stjal nogle piller og noget håndsprit, hvorefter han gik igen. Det andet tilfælde var på Nøddehegnet i Næstved, hvor en mand bankede på og sagde, at han skulle teste for Covid-19. Kvinde i huset blev dog mistænksom, og han forsvandt igen. Politiet opfordrer til, at man er meget opmærksom på om folk rent faktisk er dem, de udgiver sig for.

NÆSTVED: Salg af stoffer
Politiet fik tirsdag klokken 22.33 en anmeldelse om, at der muligvis var nogen, der havde slået sig ned i en pavillon ved en privat beboelsesejendom. Da politiet kom, så de to personer, der flygtede ud af pavillonens dør. De blev dog hurtigt løbet op, og de blev begge anholdt klokken 22.45, sigtet for at begå indbrud. Det var to mænd på henholdsvis 17 og 18 år, der begge var fra Næstved. Den 18-årige viste sig desuden at have ni små poser på sig. To med skunk, der blev kontrolvejet til 1,4 gram, og syv med hash, der vejede i alt 7,8 gram. Han havde desuden en telefon og en del kontanter på sig, og da politiet senere ransagede hans hjem, fandt de desuden 38 små poser med i alt 40,8 gram cannabis, samt en frysepose med 3,8 gram skunk. Den 18-årige blev derfor sigtet for at sælge stoffer. Han blev løsladt igen klokken 04.56, mens den 17-årige blev løsladt klokken 03.14.

NÆSTVED: Cannabis og kokain
På Østre Ringvej i Næstved kontrollerede politiet mandag klokken 17.11 en 18-årig mand fra Fyn, der viste sig at have en klump cannabis på 1,33 gram og en pose med 1,0 gram kokain på sig. Han blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Afbrænding af affald
Politiet fik mandag klokken 15.00 en anmeldelse om, at der blev brændt noget affald af ved en beboelsesejendom lidt uden for Næstved. Det var blandt andet gamle møbler og træ, der var imprægneret og malet. Da politiet kom, blev en 54-årig mand sigtet for at overtræde beredskabsloven. Husk – reglerne for afbrænding af affald gælder stadig, også selvom den lokale genbrugsplads for tiden kan være lukket.

NÆSTVED: Halvnøgen cowboy
Politiet fik mandag klokken 22.15 en anmeldelse om, at der gik en mand rundt ved Svendborgvej i Næstved, der kun var iført cowboystøvler og cowboyhat. Det viste sig at være en ældre mand, som politiet vurderede ikke var i stand til at tage hånd om sig selv. Han blev derfor kørt til sygehuset til kontrol.

NÆSTVED: Stjal gummiged – standset på hjul
Søndag klokken 23.18 blev der stjålet en 5,5 tons gummiged, der stod ved noget vejarbejde på Maglegårdsvej i Næstved. Et vidne så gummigeden luske afsted ad Rønnedevej, og her fik politiet også kontakt med føreren. Det var en 38-årig mand fra Faxe Ladeplads, som erkendte at han havde stjålet maskinen. Han var nu på vej hjem med den, og han indrømmede, at han ville sælge den videre. Turen standsede dog her, for den 38-årige blev anholdt og sigtet for tyveri. Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 3.10.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Peder Syvs Vej Hus Onsdag kl. 15.00 – 15.20 En designer bordlampe

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Næstved H. C. Lumbyes Vej Fredag klokken 19.18 40-årig mand fra Næstved Spirituskørsel
Næstved Østre Ringvej Fredag klokken 20.44 23-årig mand fra Næstved Spiritus- og narkokørsel
Næstved Køgevej Lørdag klokken 20.20 58-årig mand fra Slagelse Spirituskørsel
Næstved Præstøvej Torsdag kl. 19.08 42-årig mand fra Næstved Spirituskørsel på knallert
Fuglebjerg Byagervej Onsdag kl. 16.37 60-årig mand fra Sandved Spirituskørsel
Mogenstrup Præstø Landevej Tirsdag kl. 18.30 22-årig mand fra Næstved Spirituskørsel
Næstved Fensmarkvej Lørdag kl. 01.20 29-årig mand fra Næstved Spirituskørsel

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Ringstedgade Mandag klokken 14.23-18.24 ATK 1204 52 50 km/t 73 km/t Fire klip
Herlufmagle Spragelsevej Fredag klokken 14.16 – 17.46 ATK 243 63 60 km/t 96 km/t 10 klip
Tappernøje Sydmotorvejen Fredag klokken 18.43 – 20.13 ATK 432 8 130 km/t 165 km/t 1 betinget frakendelse
Herlufmagle Trælløsevej Torsdag kl. 16.31-17.47 ATK –
bestilt færdselskontrol
46 6 50 km/t 73 km/t 1 klip
Tappernøje Strandvejen Onsdag kl. 14.43 – 17.52 ATK 221 54 50 km/t 82 km/t 9 klip
Tappernøje Hovedvejen Onsdag kl. 18.42 – 20.16 ATK 44 12 60 km/t 97 km/t 4 klip
Næstved Chr. Winthers Vej Mandag kl. 14.50-16.51 ATK –
bestilt færdselskontrol
59 6 50 km/t 67 km/t
Fuglebjerg Rejnstrupvej Lørdag klokken 9.12-11.12 ATK –
bestilt færdselskontrol
106 9 60 km/t 90 km/t Et klip
Tappernøje Strandvejen Fredag klokken 8.06-11.25 ATK –
bestilt færdselskontrol
133 39 50 km/t 83 km/t Ni klip
Foto: ABW