Torsdag den 24. januar starter en helt ny type læsegruppe op på Glumsø Bibliotek. Temaet er: “Livet som mand” – og gruppen er KUN for mænd. Vil du være med?

“Der er en tendens til, at kvinder kommer til at dominere læsegrupper, da de er stærkt repræsenterede i de fleste af disse. Det er der jo ikke nødvendigvis noget i vejen med, men det kan være, at en læsegruppe kun for mænd vil give noget særligt til deltagerne, da de har nogle livsvilkår fælles, som de kan have behov for at dele. Derudover er det ikke så nemt at tiltrække mænd til læsegrupper, men vi gør forsøget og glæder os til at mødes med deltagerne”, siger Thomas Damholt, der sammen med Jens Kryger Nielsen er bagmændene bag at starte læsegruppen for mænd.

Thomas og Jens er begge bibliotekarer på Glumsø Bibliotek og Næstved Bibliotek, og de vil nu gerne have fat i andre mænd i lokalområdet, som vil deltage. Da der jo ikke er langt fra Næstved til stationsbyen Glumsø, kan det også være oplagt for Næstvedmænd at være med.

“Temaet for læsegruppen er: “Livet som mand”. Der er foreløbig kun en startdato og tidspunkt, som er torsdag den 24. januar klokken 19, men vi forestiller os, at gruppen skal mødes i fx februar, marts og april også. Vi har ikke forberedt hvilke bøger, der skal læses og snakkes ud fra. Det skal foregå i fællesskab mellem deltagerne, men vi har en retning, der går mod bøger i stil med Michael Robaks: Øm, der handler om en mand i slut-40’erne, der er i en livskrise. Sådanne bøger kan være med til at åbne op for nogle af de svære emner, som mænd kan tumle med, uden måske at have så mange at tale med det om”, slutter Thomas af.

Hvis du ønsker at deltage i læsegruppen, så skriv en mail til Jens på jknie@naestved.dk eller Thomas på tdjen@naestved.dk – gerne senest tirsdag den 22. januar.

Tid og sted:
Torsdag den 24. januar kl. 19-21
Glumsø Bibliotek

Jens Kryger Nielsen helt til venstre og Thomas Damholt helt til højre på billedet – med bibliotekarkollega Annette Barlebo Andersen i midten. Foto: Næstved Bibliotek