Blå Kors Danmark og Lidl har indgået et nationalt partnerskab, hvor overskudsmad fra Lidl fremover doneres til brugere på Blå Kors Danmarks væresteder, institutioner og støttetilbud i hele landet. Heriblandt også Familienetværket i Næstved.

Foto: Blå Kors

Lidl på Fejøvej 1 i Næstved får fra på onsdag besøg af Blå Kors én gang om ugen. Her vil en medarbejder fra Familienetværket Næstved nemlig komme og hente overskudsmad fra Lidl; mad, som efterfølgende kan bruges til uddeling til familierne.

Rosa Heiberg, der er en af projektlederne i Familienetværket Næstved, ser frem til at komme i gang med det nye samarbejde.

“Mange af vores brugere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor er det en rigtig stor hjælp i deres hverdag at få en pose med overskudsvarer,” siger Rosa Heiberg, der samtidig glæder sig over, at det også gør en forskel i forhold til mindre madspild.

Bæredygtig fremtid
Samarbejdet i Næstved er en del af det nye nationale partnerskab mellem Lidl og Blå Kors, hvor Lidl stiller overskudsfødevarer til rådighed for Blå Kors, der fremover efter behov kan hente overskudsmad fra 25 af Lidls butikker fordelt rundt i hele Danmark.

Det nationale partnerskab med Blå Kors Danmark er helt i tråd med Lidls CSR-strategi, fortæller Mikko Forsström, der er Chief Commercial Officer i Lidl Danmark.

“Vi har ambitiøse mål i Lidl, både i forhold til at mindske madspild, og når det gælder om at tage et samfundsansvar – og det nationale partnerskab med Blå Kors Danmark understøtter i høj grad begge målsætninger. Det er vigtigt for os at bidrage til at forbedre samfunds- og miljømæssige udfordringer. Derfor er vi meget glade for via partnerskabet både at kunne hjælpe socialt udsatte danskere og samtidig mindske madspildet i vores butikker og på den måde være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid”, siger Mikko Forsström.

Mad på tallerkenen
Donationerne fra Lidl vil både blive uddelt og være med til at sørge for mad på tallerkenerne rundt omkring på Blå Kors’ væresteder, institutioner og støttetilbud for blandt andre ensomme, hjemløse, psykisk syge og misbrugere. Alle steder indgår et måltid mad ofte som en naturlig del af omsorgen.

Hos Blå Kors Danmark er generalsekretær Christian Bjerre glad for det udvidede samarbejde med Lidl.

“Vi har haft et godt samarbejde med Lidl over det sidste års tid, hvor kæden blandt andet har doneret overskudsmad til Blå Kors til jul og påske. Vi er derfor glade for, at vi nu udvider samarbejdet i form af det nationale partnerskab. Partnerskabet kommer brugerne til gode på Blå Kors Danmarks væresteder, institutioner og støttetilbud, så det har stor betydning for os, når private virksomheder på denne måde støtter op om vores arbejde,” siger Christian Bjerre.

FAKTA:
– Der er 25 udvalgte Lidl-butikker fordelt over hele Danmark, som Blå Kors Danmark kan hente overskudsfødevarer i.
– Der er 28 Blå Kors-tilbud, som er med i aftalen.
– Donationerne gælder blandt andet fødevarer inden for tørvarer og frugt og grønt. Hvilke mængder der er tale om, når det gælder donationerne, kan variere alt efter dato og butik.
– Lidl Danmark har ambitioner om at mindske sit samlede madspild og lægger sig dermed op af FN’s verdensmål nr. 12,3.

Blå Kors Danmark og Lidl har indgået et nationalt partnerskab, hvor overskudsmad fra Lidl fremover doneres til brugere på Blå Kors Danmarks væresteder, institutioner og støttetilbud i hele landet. Heriblandt også Familienetværket i Næstved. Foto: Blå Kors