For fjerde gang i træk lykkedes det Humlebiens Forældreforeningen at trække fulde huse den 1. september. Der var mange aktiviteter på programmet i Næstved denne lørdag – men Humlebien mærkede virkelig hvor stor en opbakning, der er til deres arrangement.

“Vi så MANGE gengangere! Dem der især luner vores Humlebihjerter, er alle de gamle børn, som kommer forbi. De store teenagere skal lige forbi og se, om deres pædagoger er her – og det er de” fortæller foreningsformand, Christine Hald.

For fjerde gang rundede foreningen igen de magiske 10.000, hele 13.588 kroner blev der solgt for i lørdags. Det er en god stor pose guld, som foreningen glæder sig til at bruge i samarbejde med husets personale.

Én ting er i hvert fald planlagt, og det er, at der skal være penge til storegruppens afslutningstur i marts. Siden foreningens start har de sørget for at førskolebørnene kom på en samlet heldagstur med deres pædagoger.

Foreningen vil desuden gerne sige en stor tak til den kæmpe opbakning, der er kommet alle steder fra i Næstved og omegn. Tak til de firmaer, som har ydet sponsorater, og tak til Carsten Rasmussen, som sagde ‘ja tak’ til at åbne loppemarkedet i lørdags klokken 10.

Foto: Humlebiens Forældreforeningen