Kultur- og Demokratiudvalget har på sit sidste møde bevilliget midler til vagtdækning af bibliotekerne. Så fra den 19. februar åbner de selvbetjente biblioteker igen. Dog lukkes der helt for det selvbetjente bibliotek på weekendaftener.

Foto: Næstved Bibliotek.

Det skriver Næstved Bibliotek til Dit Næstved.

Bibliotekerne i Næstved Kommune har igennem et halvt års tid oplevet uro og drengestreger på flere biblioteker.

Derfor har bibliotekerne i Fuglebjerg, Næstved og Fensmark holdt lukket om aftenen siden jul. Men fra den 19. februar åbnes altså igen med lidt ændrede åbningstider.

Udvalgsformand Linda Frederiksen mener at det selvbetjente bibliotek er et af de bedste tilbud vi har på kulturområdet. Biblioteks- og Borgerservicechef Karen Delfs er meget glad for beslutningen. Hun udtaler:

“Bibliotekerne er en vigtig base for borgere. Her kan man ikke alene låne bøger, men også mødes i studiegrupper, læseklubber, håndarbejdscafeer eller bare til en kop kaffe med veninden. Vi vil gerne være borgernes hus, hvor den gode samtale er i fokus – og der spiller vores lange åbningstider en vigtig rolle”.

Det har været unge i alderen 12-17 år, der har lavet ballade. Bibliotekerne har et godt samarbejde med både politi og SSP (samarbejde mellem skole, socialområdet og politi) samt lokalrådene. Samarbejdet skal sikre at der tages fat i de unge der laver balladen, og også at der arbejdes på andre tilbud til de unge.

Bibliotekerne åbner for den selvbetjente tid mandag den 19. februar – ugen efter vinterferien. Vagtdækningen kommer så hurtigt som muligt, men er måske ikke på plads allerede når der genåbnes.

De nye åbningstider vil være 8-22 mandag-torsdag og 8-17 fredag-søndag på alle biblioteker i Næstved Kommune. Ændringen gælder fra d. 19. februar.

Den betjente tid er forskellig fra bibliotek til bibliotek. Den kan ses på bibliotekets hjemmeside www.naesbib.dk.