Populær vokalgruppe stopper på toppen

2017 bliver året, hvor den populære acapella-gruppe Basix takker af for denne gang og dermed sætter punktum for deres 22 år lange karriere. Der er dog lagt op til et fantastisk år med masser af musikalske oplevelser både i Danmark og udlandet herunder en koncert i Ny Ridehus den 21. september.

En æra er slut, når vokalgruppen Basix afslutter deres lange og imponerende karriere i efteråret 2017 med en turne og et nyt album. Basix har besluttet at stoppe karrieren, mens de stadig er på toppen, da de seks medlemmer føler, at det er blevet tid til hver især at gå nye veje og prøve kræfter med andre gøremål. Det skal dog ikke gå ubemærket hen, og gruppen takker derfor af med en festrække af koncerter, hvor de fejrer den lange karriere og deres sidste album, de har arbejdet på siden 2013, og som udkommer i forbindelse med turen.

Basix´ professionelle karriere tog for alvor fart i 2001, da de med en flot samlet 2. plads og fagjuryens topkarakter imponerede alle med deres iørefaldende og nyskabende bud på en vindersang ”I Australien” i Det Danske Melodi Grand Prix. Siden da er det blevet til en lang række optrædener i TV og radio, blandt andet i DR´s ”Det store juleshow”, hvor gruppen har sunget sammen med store navne som Gavin DeGraw, Mick Hucknall og Sissel Kjyrkebø.

Også det internationale publikum fik øjnene op for Basix og en betydelig del af deres koncertvirksomhed er foregået i udlandet.

Med hele syv internationale CARA-awards i bagagen blandt andet for ”Bedste Europæiske Album” og ”Bedste Julealbum” i 2005 placerer Basix sig som en af de absolutte sværvægtere indenfor vokalmusikken. De seks mænd synger sig direkte ind i hjertet på publikum med et imponerende, vellydende og varieret repertoire, hvor egne kompositioner går hånd i hånd med innovative udgaver af nogle af tidernes mest gedigne sange. Basix spænder vidt – fra funklende klare ballader og rørende sange til hårdtsparkende og medrivende pop – og R´n´B-numre. I 2001 udgav Basix deres debutalbum ”The Grass”, og for første gang i danmarkshistorien har et vokal-album solgt platin. I adskillige uger lå albummet blandt top 10 på Danmarks officielle hitliste.

Med shows karakteriseret af stærke vokale præstationer, humor og nærvær har de seks medlemmer overvældet deres publikum i hele verden ved et utal af koncerter på spillesteder og festivals, kulturhuse, teatre, kirker mm., så publikum har noget at se frem til den 21. september.

Billetterne er allerede sat til salg, og du finder din billet på www.gkkultur.dk, eller fra billetkontoret hvor til du også kan ringe og reservere på 5588 3950.