Julie Anna Hedegaard og Mathias August Borg
Julie Anna Hedegaard og Mathias August Borg

Det er teater for øjet, øret, næsen og alle de andre sanser, når Teatergruppen Talent-1 har premiere på Snedronningen.

Teatersalen på Indre Vordingborgvej er rammen om en sanselig rejse, når teaterpublikummet følger den velsignede lille Gerda på hendes rejse til det kolde Nordland, hvor Snedronningen holder hendes bedste ven fanget. Med to nye skuespillere på holdet, har Teatergruppen Talent-1 en oplevelse i særklasse klar til publikum.

– Vi er så heldige, at der hele tiden kommer nye talenter til vores gruppe. Mennesker som vil spille teater, fordi de elsker det. Der findes ikke noget bedre end at fortælle en god historie, siger Julie Anna Hedegaard, som har været med i Teatergruppen Talent-1 siden starten for snart ti år siden.

Sandra Jespersen og Helene Holst Echwald er begge nye ansigter på scenen.

Sandra Jespersen, 14 år, har tidligere medvirket i Spøgelser på Slottet på Gavnø, men Snedronningen er hendes første rigtige teaterforestilling – og arbejdet har været stort. H.C. Andersens eventyr er skrevet i et sprog, som for nutidens unge kan være meget svært.

– Der er mange ord og vendinger, som ikke alene er svære at forstå, men bestemt også svære at sige. Når vi så oven i købet skal spille skuespil, mens vi siger de svære ord, så kræver det en grundig gennemgang at teksten, siger Julie Anna Hedegaard, som har hjulpet Sandra Jespersen med replikkerne.

Helene Holst Echwald
Helene Holst Echwald

Helene Holst Echwald spiller teater for første gang i Snedronningen, og da forestillingen blandt andet består historiefortælling, hvor publikum kommer helt tæt på skuespillerne, har det krævet ekstra arbejde for den uerfarne spiller.

– Publikum er meget tæt på, og det kan godt virke en lille smule grænseoverskridende, hvis man ikke er vant til det, siger Mathias August Borg, der spiller med i forestillingen, og forsætter: – Netop derfor har vi blandt andet arbejdet med en kropscoach, som kom og gav os gode råd til, hvordan vi kan være så tæt på publikum – uden overskride nogens grænser.

Det har resulteret i en forestilling, hvor publikum bliver guidet trygt igennem et sanseligt univers.

– Forestillingen er en kæmpe kærlighedserklæring – både til eventyr og historiefortælling, men også til alle de andre sanser, som vi normalt ikke har med os i teatret, siger Mathias August Borg.

Julie Anna Hedegaard
Julie Anna Hedegaard

Publikum vil få en særlig oplevelse med Snedronningen. Teaterrummet er blevet bygget om, så hver skuespiller har fået sin egen stue, hvor de kan fortælle historien om den lille Gerda.

– Vi har haft prøvepublikum på tre gange, og det har betydet, at vi har kunne tilrette forestillingen meget mere end vi normalt kan. Prøvepublikummet har fortalt om deres oplevelser, og hvis de ikke har oplevet det vi gerne ville have, så har vi kunne ændre lidt hist og her, siger Julie Anne Hedegaard, og forsikrer at Snedronningen nu er klar til premiere.

Hvem, hvor, hvornår?
Snedronningen spiller udvalgte dage i perioden 23. oktober til 21. november.
Forestillingen spiller i Teatersalen, Indre Vordingborgvej 6A, Næstved.
Forestillingen er en voksenforestilling – fra 16 år og op.
Billetter købes på www.talent-1.dk

Medvirkende: Julie Anna Hedegaard, Mathias August Borg, Helene Holst Echwald, Sandra Jespersen og Morten Aagaard.