Overalt i Næstved findes spor fra den verdensberømte Kählerfamilie. På Næstved Museums Kählervandring bliver du klogere på det fantastiske kunsteventyr, som Herman J. Kähler startede i 1839.

I dag er Kähler kendt i hele verden for deres keramik, men det hele startede i et lille værksted midt i Næstved for mere end 175 år siden, da den første kählervase blev drejet på et lille pottemagerværksted midt i byen. Gennem fire generationer har Kählerfamilien med deres arbejde, ikke blot haft en stor indflydelse på den danske keramikkultur, men også på Næstved som by.

I marts kan du komme med Næstved Museum på en spændende byvandring i Kählers fodspor. Undervejs kan du både se de steder i byen, hvor familiens værksteder har været, og de konkrete aftryk familien har sat på bybilledet.

På turen får du også historierne om de fire generationer af familien, som alle var aktive kunstnere i byen, samt historierne om de mange kendte kunstnere der sluttede sig til dem på værkstederne igennem årene.

Byvandringen er en oplagt opvarmning til åbningen af Holmegaard Værk senere på foråret, hvor museets Kählersamling vil kunne ses.

PRAKTISK INFORMATION
Kählervandringen finder sted den 21. marts kl. 14 og starter ved Næstved Museum, Ringstedgade 4, 4700 Næstved.

Billetterne koster 95 kr. + gebyr og kan købes på naestved-museum.dk og i museumsbutikken. Det er ikke muligt at købe billetter ved byvandringens start.

Vær opmærksom på, at arrangementet ikke er egnet for dårligt gående.

Pressefoto