Dysfagi. Ordet er ikke umiddelbart velkendt for de fleste, men ikke desto mindre er problemet ganske udbredt. Dysfagi betyder nemlig tygge- og synkebesvær og kan være årsag til bl.a. under- eller fejlernæring, dehydrering, kvælning og øget risiko for lungebetændelse forårsaget af fejlsynkning af mad og væske til lungerne. Og dysfagi kan dræbe.

Derfor sætter årets ernæringskampagne fokus på netop dysfagi og konsistenstilpasset mad. Det er Næstved Kommunes Center for Ældre og Næstved, som står bag kampagnen.

Og det er ikke fordi, at man ikke er klar over problemet på bl.a. kommunens ældrecentre. Men løsningen bliver ofte lidt kedelig. Kostvejleder Louise Weis Nielsen, Center for ældre, oplever ofte, at man bestiller enten suppe, hakket eller blendet mad til borgerne.

”Den slags måltider er ensformige, uappetitlige og ofte indtages de i ensomhed. Vi ønsker med ernæringskampagnen at sætte fokus på, at der findes en tygge-/synkevenlig kost, som smager af rigtig mad, og som også ser appetitlig ud.”

Færre dødsfald
Næstved Madservice oplyser, at kun otte procent af de portioner, de leverer til kommunes ældrecentre, er tygge-/synkevenlig. De håber således, at det øgede fokus på dysfagi vil ændre dette mønster markant og vil kunne være med til at reducere komplikationer og længden på hospitalsindlæggelser.

Louise Weis Nielsen forklarer, at det er vigtigt at tilpasse kostens konsistens, fordi det øger andelen af patienter, der genvinder normal spise- og synkefunktion efter seks måneder, samt mindsker komplikationer som lungebetændelse, død og anbringelse på institution.

”Vi forventer desuden, at borgerne bliver bedre i stand til at bevare deres vægt, funktionsniveau, immunforsvar og ikke mindst deres livsglæde og madlyst,” siger Louise Weis Nielsen.

Temadag
Patientombuddet anbefaler blandt andet, at plejepersonale bør kende og kunne adskille de forskellige former for tygge-/og synkevenlig kost. Derfor har Center for Ældre og Næstved Madservice inviteret til en temaevent om dysfagi den 21. april. Dagen er en optakt til ernæringskampagnen i uge 19.

Til temaeventen vil det være muligt at se og smage på den tygge-/synkevenlige kost, som Næstved Madservice kan tilbyde.

Del på sociale medier