Fra mandag den 14. august til lørdag den 14. oktober udstiller den lokale billedkunstner Mona Hvid fra Fuglebjerg et udvalg af sine malerier og tegninger på Glumsø Bibliotek.

Mona Hvid har malet i mange år, men maleriet tog for alvor fat i sommeren 2011. Her stod hun i sin carport og malede næsten fra solen stod op og til den gik ned. – Det var min måde at forsøge at rette op igen efter nogle meget hårde, pressede og stressede arbejdsår. Der er et enkelt maleri fra den sommer med på udstillingen, fortæller billedkunstner Mona Hvid. 

– For mig er tegning og maling nærmest lidt livskilder. Jeg har det ikke som Asterix, der altid kan drikke af flasken med trylledrik, når han har brug for det. Det, at være kreativ med farver, har hjulpet mig igennem svære perioder. Og det giver mig energi og livskvalitet i de gode perioder og hverdagen, selvom der er dage, hvor jeg ikke evner at bruge det, siger Mona Hvid. 

Pjuske dukker pludselig op
I en periode var kræfterne ikke ret store. Og der fik Mona Hvid idéen til at male kort. Det var overskueligt, og hun fik afprøvet nye teknikker. – Jeg startede med at lave de prikkede kort. Senere blev det til zentangel-kortene, som blev afløst af en mere løs streg. Den 20. marts 2023 dukkede fuglen ”Pjuske” op på et kort – aner ikke, hvor den kom fra. Pjuske er en stor udfordring for mig, for den er “bevidst uperfekt”. Det kan være svært at lave noget perfekt, mens det er vildt provokerende for sådan én som mig at lave noget bevidst uperfekt, udtaler Mona Hvid. Hun tilføjer: 

– Pjuske skaber så meget glæde – reaktionerne er ikke til at tage fejl af, når nogen ser den. Og det er uanset, om det er i virkeligheden eller på de sociale medier. Formålet for mig med mine billeder er at skabe glæde, både for mig, mens jeg skaber, men ikke mindst for dem, der ser dem.

Til udstillingen er Mona Hvid igen blevet udfordret af Pjuske, som nu kan ses i plakatstørrelse. 

Udstillingen på Glumsø Bibliotek kan ses i bibliotekets åbningstid. 

Se mere på: https://www.monahvid.dk/malerier-m-m/
Der er lavet en lille folder, der fortæller om billederne og glæden ved at lege med sin kreativitet, som kan fås på udstillingen.  

Pjuske skaber så meget glæde