Lørdag den 17. september kl. 11.00-12.00 kan de 0-9-årige og deres voksne få stillet sulten og høre en god fortælling, når der inviteres til kagebord og højtlæsning på Næstved Bibliotek, lille scene.

I forbindelse med årstemaet om madkultur kombinerer vi hyggelig historiehøjtlæsning med én af de mest klassiske spisetraditioner herhjemme – nemlig det sønderjyske kagebord!
– Vi dækker op til et kagebord, hvor der er anrettet forskellige kager og lidt at drikke til deltagerne. Her har vi ladet os inspirere af det oprindelige sønderjyske kagebord, fortæller kulturformidler Christoffer Dall, som tilføjer, at arrangementet er for alle, der har en sød tand og elsker en god fortælling.

Alt dette kan nydes, imens der læses højt af en billedbog, som selvfølgelig handler om mad, kager og/eller spisning generelt. Og hvem ved, måske kan det inspirere de mindste lyttere til at prøve kræfter i madlavningens verden. Der bliver også vist en lille kortfilm.

Det er gratis at deltage, men der er tilmelding på: www.naesbib.dk

Tema om madkultur

I juli, august og september måned har bibliotekerne i Næstved Kommune et særligt fokus på temaet madkultur. Arrangementet er en del af dette tema. Her præsenteres det sønderjyske kagebord i en hyggelig litterær sammenhæng, hvor børnene kan være med.

Fakta: Det oprindelige sønderjyske kaffebord eller sønderjysk kagebord består af 21 forskellige tørre, bløde og hårde kager med kaffe – syv af hver slags. Det sønderjyske kagebord, som stadig serveres, blev populært i Sønderjylland midt i 1800-tallet.

Foto: Næstved Bibliotek.