Fødevarestyrelsen har påbegyndt aflivningen af i alt ca. 1100 duer, høns og andre prydfugle fra en kolonihaveforening på Ålestokkevej i Næstved. Det sker efter, at analyseresultater fra Statens Serum Institut viste, at der er Newcastle Disease blandt dyrene. Prøver blev indsendt, da der i dyreholdet blev konstateret usædvanligt mange syge og døde duer. Det er første gang siden 2005, at myndighederne finder fjerkræsygdommen i Danmark.
Kolonihaveforeningen tæller i alt 23 medlemmer med både duer, hobbyhøns og andre prydfugle. Også duer på en anden adresse i området er ramt. Newcastle Disease er dødelig for de fleste arter af fjerkræ og fugle, men ikke farlig for mennesker, heller ikke hvis man spiser æg eller kød fra smittede dyr.
I fjerkræerhvervet er det obligatorisk at vaccinere mod Newcastle Disease, så hos Fødevarestyrelsen er dyrlægerne ikke bekymret for, at sygdommen spreder sig til landets store hønse- og kalkunfarme, sådan som det har været tilfældet med fugleinfluenza. Men i kolonihaveforeningen i Næstved skal alle fugle aflives. Af hensyn til dyrevelfærden og af hensyn til eksporten.