Næstved Teater præsenterer forestillingen “Dracula”, med teater og operakompagniet Figaros.

Opføres lørdag 23. april kl. 16.00 i Ny Ridehus, Næstved.

Tag med på en rejse til det mørke og dystre Transsylvanien i teater- og operakompagniet Figaros usædvanligt frie gendigtning af Bram Stokers klassiske Dracula.

Vi banker gravrusten af gravrøsten, og Figaros hold af vampyrjægere Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen drager med den unge sagfører Jonathan Harker til Grev Draculas slot i de transsylvanske bjerge.

Her er Harker rejst til, trods advarsler fra lokalbefolkningen, for at afslutte et huskøb i England for greven.

Men da Brexit sætter stopper for engelske huskøb, ændrer Grev Dracula planer. Han rejser i stedet til Danmark med skibet PostNord (let forsinket), hvor greven har erfaret, at man har i tusindvis af frivillige bloddonorer.

Dermed tager forestillingen en ganske anden drejning, end Bram Stoker havde tænkt sig.

Bid på krogen og oplev en forestilling, hvor alle roller synges, flyves og danses i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.

Figaros opdaterede udgave af Dracula tilsættes kendte hits fra opera, operette og musical og krydres med masser af komik.

Rolf Heim har instrueret forestillingen.

Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.

 

Foto: Figaros

Næstved Teater.