Overalt i landet kæmper mange virksomheder med følgerne af høje energipriser, svigtende købelyst, inflation, manglende vareleverancer og konsekvenserne af Ukrainekrigen. Og da nogle virksomheders økonomi i forvejen er tyndslidt efter corona-perioden, kradser krisen ekstra hårdt. Det gælder også for virksomhederne i Næstved Kommune. Derfor genåbner Næstved Erhverv nu den direkte hotline for virksomheder, som hjalp mange virksomheder i Corona-tiden.

”I Næstved Erhverv er vi hele tiden i tæt kontakt med mange lokale virksomheder. Og når vi taler vi med vores rådgivernetværk hører vi det samme – nemlig at virksomhederne er pressede lige nu. I forlængelse heraf har vi netop foretaget en analyse i samarbejde Næstved Cityforening og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi med henblik på at tage temperaturen på butikslivet i Næstved bymidten. Den bekræfter desværre trenden. Undersøgelsen viser, at cirka halvdelen af de virksomheder, der har adresse i bymidten har oplevet salgsmæssig tilbagegang i de sidste 6 måneder og når de samme butikker kigger fremad, forventer cirka halvdelen, at tendensen også vil forsætte i det kommende halve år”, fortæller direktør for Næstved Erhverv Rasmus Holst-Sørensen.

Hotline

”I corona-perioden havde vi stor succés med at åbne en hotline, hvor virksomhed – både store som små – kunne ringe ind og få sparring om, hvordan man håndterede udfordringerne. Den Hotline er nu åben igen”, fortæller Rasmus Holst-Sørensen.

”Det er vigtigt for os at formidle, at der rent faktisk er hjælp at hente, når man er udfordret som virksomhed. Næstved Erhverv er en oplagt sparringspartner. Vi kan hjælpe virksomhederne med at få et hurtigt forretningsmæssigt overblik og guide dem videre til de kompetente rådgivere, der kan hjælpe med lige præcis de problemer, som den enkelte virksomhed kæmper med. Den vejledning, som vi giver i Næstved Erhverv, er både gratis, fortrolig og uvildig.”

Næstved Erhvervs Hotline for virksomheder, der gerne vil have en fortrolig dialog om de udfordringer, som de kæmper med er 5588 5219.

Pressefoto