3. omgang af TOUR DE NÆSTVED bliver med den anmelderroste gadeteaterforestilling ”Life Is Good”!

TOUR DE NÆSTVED er et initiativ som Dansk Rakkerpak & Faster Cool har taget for at sikre at Næstveds internationale egnsteater også kommer helt ud i kommunens små byer og afkroge, så publikum ikke altid skal ind til centrum for at møde hele kommunens egnsteater. Under devisen ”Hvis Mohammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Mohammed” er alle Næstved

Kommunes lokalråd og bylaug plus en håndfuld andre aktører blevet tilbudt årets udendørs forestilling LIFE IS GOOD ganske gratis!

Igen i år har en række friske lokale arrangører med kyshånd taget imod tilbuddet – og vi glæder os til at komme i ud i kommunens kroge når sommerferien skal skydes i gang fra d. 24/6 til d. 30/6:

Torsdag d. 24. juni kl. 19. Snesere Præstegård
Fredag d. 25. juni kl. 19. Café Rejseladen i Glumsø
Lørdag d. 26. juni kl. 14. P-pladsen v. DagliBrugsen i Mogenstrup
Søndag d. 27. juni kl. 16. Pladsen m. Kanalkroen i Karrebæksminde
Mandag d. 28. juni kl. 19. Toksværd Samlingshus i Holmegård
Tirsdag d. 29. juni kl. 19. Fuglebjerghallen i Fuglebjerg
Onsdag d. 30. juni kl. 19. Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

LIFE IS GOOD – en tragikomisk gadeteaterforestilling: En komisk tragedie om venskab. Fortalt i et universalt internationalt teatersprog spækket med live-musik, slapstick, komik og poesi.
En gadeoptrædende og en selvmordskandidat – to skæve eksistenser – Filippo og Tonny mødes tilfældigt og ingenting bliver nogensinde det samme igen…

”Life is Good” er et italiensk/dansk samarbejde og også et personligt møde mellem den italienske komediant Claudio Levati og Rakkerpaks Niels Peter Kløft, som begge har arbejdet med folkelige teatertraditioner i et universelt fysisk teatersprog, der kan forstås på tværs af alders og – landegrænser. De to komedianter har lige siden de mødtes leget med at udfordre hinanden i forhold til livets små og – store spørgsmål. Og da instruktøren Niels Grønne pludselig kunne se en forestilling i denne leg, er det blevet til et unikt internationalt teatersamarbejde!

Af og med: Claudio Levati (IT) og Niels-Peter Kløft (DK). Instruktion: Niels Grønne.
Varighed: Ca. 45 minutter. Aldersgruppe: For voksne og børn (fra 6 år).
Pris: GRATIS! Husk: Coronapas eller Covidtest taget indenfor de seneste 48 timer
Pressen skrev bl.a.: “Slapstick og rablende vanvid”, POLITIKEN; “Fornøjelig og rørende “, TEATERAVISEN; “En feel good forestilling med hjertet udenpå vesten (…) italiensk charme og poetisk dukkeføring”, SCENEBLOG

Pressefoto
Del på sociale medier