Torsdag den 28. april fra kl. 17.45-ca. 22.00 inviteres der til en spændende kulturel aften, hvor man starter med spisning i Café Rejseladen for derefter at høre om bogen “En dødsnat” af Marie Bregendahl, før man ser filmen ”Du, som er i himlen” i Glumsø Bio. Efter filmen får man besøg af sognepræst Annette Kruhøffer, som lægger op til diskussion.

”Bøf, Bog og Bif” er et samarbejde mellem Café Rejseladen, Glumsø Bio og Glumsø Bibliotek. Denne gang skal vi se filmen, ”Du, som er i himlen” med den lokale skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollen som Lise. I øvrige roller ses bl.a. Ida Cæcilie Rasmussen, Palma Lindeburg Leth, Anna-Olivia Øster Coakly, Thure Lindhardt, Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl.

En nat, hvor alting ændres

“En dødsnat” fra 1912 var Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. Bogen foregår på og omkring gården ”Broholm” på Skiveegnen i slutningen af 1870’erne. Det er fortællingen om den skæbnesvangre nat, hvor den 14-årige Lise og hendes otte mindre søskende mister deres mor i barselsseng. Med ét har hun ikke kun mistet sin mor, hun er også blevet voksen og skal tage sig af sine otte mindre søskende. En stor del af romanen er fortalt fra børnenes og særligt Lises perspektiv. Det er en barsk historie om liv og død, og ikke mindst menneskets trang til at finde mening i det meningsløse. Romanen spejler forløbet omkring Marie Bregendahls eget modertab og anses som et af hendes hovedværker.

Ung pige fanget i en brutal tid

“Du, som er i himlen”, udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet. I filmen stilles der skarpt på kvindernes plads i historien. Den 14-årige pige Lise er den ældste i en søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Et døgn forandrer hendes liv for altid. Da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset. Filmen er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid – en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.
Filmen, som havde premiere den 6. januar 2022, modtog hovedpriserne for ”bedste instruktør” og ”bedste skuespiller” på filmfestivalen i San Sebastian 2021.
Bogen kan afhentes og lånes på Glumsø Bibliotek fra torsdag den 31. marts.

Aftenens program:

Fra kl. 17.45-19.00 – Café Rejseladen
Menu: Farsbrød med stuvet hvidkål, gulerødder og kartofler
Ekstra: is (kan købes for 30 kr.)
Fra kl. 19.00 – Glumsø Bio
Fra kl. 19.30-ca. 22.00

Oplæg om bogen bag filmen, “En dødsnat” ved Glumsø Bibliotek
Vi ser filmen, “Du, som er i himlen” og taler om den bagefter.

Efter filmen får vi besøg af sognepræst Annette Kruhøffer, som ud fra filmens kristne tema lægger op til diskussion.
Samlet pris for spisning og biograf: 180 kr. (ekskl. drikkevarer og dessert). I prisen er inkluderet en kop kaffe eller te i biografen.
Tilmelding på: www.glumsoe-bio.dk, hvor der betales for både spisning og biograf. Der er et begrænset antal billetter til arrangementet!

Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Kvittering på sms eller mail skal vises både i Café Rejseladen og i Glumsø Bio.
Vil du høre mere om arrangementet, er du velkommen til at henvende dig til:
Glumsø Bibliotek: 55 88 40 30

Faktaboks: Flora Ofelia Hofmann Lindahl eller bare kaldet Flora Ofelia, som bor i Bisserup, er 16 år. Hun er en dansk sangerinde og skuespiller. Hun vandt MGP i 2015 med sin sang “Du Du Du”. Hun har derudover spillet i den danske spillefilm “Landet af glas” (2018) og lagt stemme til tegnefilmen “Den magiske juleæske” (2016). I 2020 fik hun rollen som pigen Holly i den danske tv-serie “Ulven kommer” fra DR, som gav hende en Robert for Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie, kun 15 år gammel (den yngste nogensinde).
I Tea Lindeburgs debut spillefilm “Du, som er i himlen” fra 2021 fik Flora Ofelia den bærende hovedrolle. Til årets filmfestival i San Sebastian 2021 modtog Tea Lindeburg prisen for den bedste instruktør, mens Flora Ofelia modtog skuespilprisen for sin hovedrolle i filmen.

Pressefoto