Den 8. oktober får Sydsjælland besøg af et helt særligt orkester. Baskery består af tre søstre der har turneret verden rundt med deres helt særlige nordicana møder punk på banjo-stil.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter glæder sig til for første gang at byde søstrene Greta, Stella og Sunniva Bondeson velkommen i Ny Ridehus, og ikke mindst at kunne byde publikum i Næstved på en helt unik musikoplevelse.

Uanset hvilket land eller hvilken type scene de svenske søstre i Baskery indtager, er publikums reaktion næsten altid den samme; at de hverken har hørt eller set noget lignende. At søstrenes måde at håndtere deres instrumenter på, bandets unikke opsætning og kraftfulde lyd er helt uden sidestykke.

-Det er altid sjovt at have internationale gæster til at optræde på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, fortæller stedets leder John Nørbjerg, som uddyber at det var den meget anderledes lyd der fik ørerne til at lytte ekstra godt efter. -Jeg fik en stor anbefaling fra en af de bookere jeg arbejder tæt sammen med, og da jeg hørte Baskery på YouTube tænkte jeg straks at jeg gerne ville se dem stå på scenen i Ny Ridehus en dag. Den dag blev den 8. oktober, slutter John Nørbjerg.

For Baskery handler det om at vende op og ned på det forudsigelige, udfordre givne genrer, friheden til at turde mixe og matche, at tage punkens ligefremhed og væve det sammen med singer/songwriter-traditionens subtile og imødekommende touch. Baskery lader sig ikke begrænse til en specifik genre, men udtryk som ”banjopunk”, ”newfolk” og ”nordicana” kan være med til at beskrive deres lyd.

Bondesson-søstrene har turneret verden rundt med blandt andre Robbie Williams, Gary Clark Jr. og Brandi Carlile. De har spillet på de samme festivaler som Tom Petty, Foo Fighters, Alabama Shakes, Lady Gaga og Charles Bradley m.fl. og sammenlignes med kunstnere som f.eks. Fleetwood Mac, First Aid Kit, Black Keys til Led Zeppelin, ZZ Top og The Rolling Stones.

Billetsalget til koncerten er startet! Billetterne sælges på gkkultur.dk og på Grønnegades Kaserne Kulturcenters billetkontor.

Baskery er:

Greta Bondesson: 6-strenget banjo, vokal og trommer

Stella Bondesson: kontrabas og vokal

Sunniva Bondesson: Akustisk og elektrisk guitar og vokal

Pressefoto