Udstilling med grafiske værker udført af billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg åbner åbner lørdag d. 7. november og slutter tirsdag d. 22. december. Åbningstid torsdag-søndag kl. 13 – 16. Gratis entré.

Kathrine Ærtebjerg er født i 1969 i Sorø. Hun er uddannet fra Det kgl. Danske Kunstakademi, 1995 – 2002, og i dag arbejder og bor hun i København.

Ærtebjerg arbejder i flere forskellige materialer: tegning, keramik, træ, tekst, maleri, grafik. Når hun skaber sine værker, er hun legende i sin proces og er båret af lyst til at udforske. Hun er interesseret i, hvad der kommer frem, når man ikke forsøger at planlægge processen eller resultatet på forhånd. På den måde prøver hun at komme frem med det mere ubevidste og det følelsesmæssige, når hun søger at afbillede de mere abstrakte sider af mennesket.

Hendes værker viser ofte figurer, der ligner noget fra et børneunivers. Hun tilstræber den umiddelbarhed, der findes i barnet, som har lettere ved at skabe sin egen fantasiverden, end vi voksne.

Kroppen som tema
Kathrine Ærtebjergs værker undersøger ofte overgangen mellem at være barn og voksen. De viser menneskets udvikling og de livsfaser, vi alle sammen går igennem med hver vores udfordringer.

Kroppen er en gennemgående figur i flere af hendes værker, da hun især interesserer sig for at skildre de udviklingsmæssige processer, der har med krop og seksualitet at gøre. Hun vil vise det universelle ved kroppens natur, som det opleves i vores indre verden. Hun kommer altså med et bud på, hvad der er fælles for alle mennesker, idet mange af os gennemgår de samme ting, de samme faser og begivenheder i vores liv. Det gør hun ved at tage udgangspunkt i sig selv, så det er med det kvindelige som afsæt.
Ærtebjergs værker er en udforskning af, hvad det vil sige at være menneske, kvinde, pige, seksuelt væsen og i det hele taget, hvad vil sige at leve.

Kunsten har en flertydighed
Det er vigtigt for Ærtebjerg at beskueren er med til at skabe betydning i værket, derfor kan hendes kunst tolkes i flere retninger, så det er op til den enkelte selv at bestemme, hvad de får ud af det, og på den måde bliver beskueren en del af værket.

Hun mener, at det at se på kunst, er med til at skabe en personlig udvikling. Som beskuer ser man altid kunsten gennem sine egne øjne, og man spejler man sig i værket for at finde, hvad man kan identificere sig med eller ej. Kunsten er på den måde med til at skabe nye billeder af, hvem vi er som mennesker.

Du kan se udstillingen på GrafikGalleriet, Glasværksvej 70, 4684 Holmegaard (forhenværende Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved).

Pressefoto