05De unge søger fortsat primært mod de gymnasiale uddannelser. Det viser søgetallene for de unge, der forlader grundskolen. Hver femte af de unge søger en erhvervsuddannelse, mens flere end tidligere ønsker at starte i 10. klasse.
Flest unge ønsker at starte på en gymnasial uddannelse og flere starter i 10. klasse, når de forlader grundskolen. Det viser søgetallene for de elever, som færdiggør 9. og 10. klasse i grundskolen til sommer.
I alt forlader knap 66.000 elever grundskolen. 72 procent af dem søger ind på en gymnasial uddannelse, mens 20 procent søger en erhvervsuddannelse. De resterende ønsker enten at starte på den forberedende grunduddannelse (FGU), den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) eller søger væk fra uddannelsessystemet.
Dermed er der fortsat langt til målet om, at 25 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Kun Region Nordjylland opfylder på nuværende tidspunkt målet. Her søger 25,6 procent af de unge en erhvervsuddannelse. Det samme gør sig gældende for kun 13,4 procent af de unge i Region Hovedstaden.
”Vi er desværre langt fra at nå målet om flere faglærte og det kommer til at koste vores samfund rigtig dyrt. Ikke mindst hvis vi skal lykkes med den ambitiøse grønne omstilling. Jeg tror vi skal se nærmere på folkeskolen, hvis vi skal vende udviklingen. Jeg kan godt forstå, at de unge ikke vælger erhvervsuddannelserne, for de bliver stort set ikke præsenteret for andet end teoretiske fag i folkeskolen. Vi skal gøre det mere trygt at vælge en erhvervsuddannelse, blandt andet ved at gøre folkeskolefagene mere praksisorienterede og vi skal også se på, om der skal være flere praktiske fag i skolen,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Overordnet set er søgemønstrene for de elever, der færdiggør grundskolen i 2022, det samme som i de foregående tre år.