Herlufsholm Skole har i det kommende skoleår valgt at sætte ekstra fokus på talentudvikling ved at sende otte talentfulde elever på camp for særlige talenter hos det nationale videncenter Science Talenter i Sorø.
Det skriver Herlufsholm Skole og Gods til Dit Næstved.
Gymnasiets talentindsats handler om at gøre noget ekstra for de elever, som har evner, lyst og vilje til at udvikle og udnytte deres potentiale inden for naturvidenskab.
Det er hos de unge talenter, at svarene på fremtidens naturvidenskabelige udfordringer, som eksempelvis videreudviklingen af penicillin og bæredygtige energiformer, skal findes – og det vil Herlufsholm Skole og Gods gerne være med til at understøtte.
Herlufsholm Skole er certificeret talentskole, og skolens elever har gennem en årrække været blandt de mest vindende i nationale talentkonkurrencer inden for naturvidenskab og humaniora.
Skolen ønsker at fremme talent af alle typer og tilbyder blandt andet deltagelse i Projekt forskerspirer, European Business Games og Science Olympiaderne, men også mulighed for eksternt samarbejde med Akademiet for Talentfulde Unge, Junior Talenter og Science Talenter.
Herlufsholm Skoles talentvejler, Steen Mouridsen, beskriver skolens talentarbejde således:
Herlufsholm skole baserer sit talentarbejde på flere mål:
Alle elever skal udfordres, så de får mulighed for og støttes til at blive så dygtige som de kan. Det skal ske i et miljø som faciliterer både personlige, sociale, almene og faglige kompetencer. På Herlufsholm Skole har vi fokus på elever, som er fagligt stærke, men også på elever, som har lysten, viljen og motivationen til at udfordre sig selv og sit gryende talent inden for mange områder.
I det faglige talentarbejde har vi særligt fokus på:
Muligheden for særlige elevforløb til elever, der ønsker og vurderes at kunne klare flere faglige udfordringer – bl.a. flerårige talentforløb, konkurrencer og diverse camps
At inddrage eksterne partnere, både offentlige som private – herunder videregående uddannelser samt virksomheder i skolens talentaktivitetsudbud
At talentarbejdet ikke kun er i et lokalt eller nationalt aspekt – vi har også et ambitiøst internationalt udsyn i talentarbejdet, der sigter mod både konkurrencedeltagelse og samarbejde med internationale partnere.
At eleverne på Herlufsholm Skole opfatter sin egen eller venindes deltagelse i talentaktiviteter, som både naturligt, meningsfuldt og lærerigt.