Fra skoleåret 2019 opretter Herlufsholm Skole en ny international 10. klasse med temaet ”Global Education” som omdrejningspunkt. Den nye klasse er skræddersyet til elever, der gerne vil udforske verden, møde andre kulturer og samtidig stifte bekendtskab med mulighederne for videre uddannelse enten i Danmark eller i udlandet.
Et internationalt studiemiljø som springbræt til videre uddannelse
Eleverne i 10. klasse Global Education får rig mulighed for at udvide deres interkulturelle forståelse. I løbet af året vil der være indlagt flere studierejser, der kan have karakter af kortere udvekslingsforløb på en af Herlufsholms mange internationale samarbejdsskoler eller af projektrejser, hvor eleverne kommer til at arbejde fagligt og praktisk med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Studierejserne bygger på Herlufsholms medlemskab af det internationale skolesamarbejde Round Square.
10. klasse Global Education vil samtidig også i perioder være værter for udenlandske udvekslingselever og på den måde udsættes for kulturmøder på flere fronter.
Da 10. klasse Global Education både er for danske og udenlandske elever, vil undervisningen hovedsageligt foregå på engelsk. Det giver gode muligheder for at beherske det engelske sprog både i en faglig kontekst og i hverdagen sammen med kammerater, der ikke nødvendigvis taler dansk eller har dansk som første sprog. Derfor er 10. klasse Global Education velegnet til elever, der overvejer muligheden for at tage en engelsksproget uddannelse i udlandet eller den internationale IB Diploma, der tilbydes på Herlufsholm Skole.
Samtidig undervises eleverne efter danske principper, hvor fokus på medansvar for egen læring, selvdisciplin, kritisk tænkning, selvstændighed og kreativitet giver studiekompetencer, der vil komme eleverne til gode både i det danske gymnasium og på danske og internationale videregående uddannelser. Efter et år i 10. klasse Global Education vil man derfor have alle muligheder for at vælge den helt rigtige uddannelse.
Yderligere information
Hør mere om 10. klasse Global Education, når Herlufsholm Skole holder åbent hus den 8. december 2018.