Stærk fortælling i Næstved Teater
VEJEN er en smuk og stærk fortælling om en mor, der mister sit barn og dermed sit fodfæste i denne verden. I fortvivlelse og raseri begiver hun sig ud på en voldsom rejse. Først da hun kan se og sanse de andre, kan hun mærke sig selv og vende hjem igen.
Historien er bygget op som et klassisk eventyr med mytiske dimensioner og bevæger sig uhindret mellem varm munterhed og stor dramatik. Det er en fortællekoncert, teater og koncert i ét, hvor tekst og musik har lige stor rolle i formidlingen, er forbundet og i dialog, fører an og følger.