Mandag den 4. december kl. 19.00-20.30 starter DR Romanklubben på Næstved Bibliotek. Her kan du være med til at til at vælge årets bedste danske roman.
I år starter vi igen en DR Romanklub på Næstved Bibliotek. Her læser vi de seks romaner, som er nomineret til DR Romanprisen 2024. Vi mødes seks mandage fra december til maj og snakker om månedens bog. Når vi har læst alle romanerne, indstiller vi vores tre favoritter til Romanprisen.
DR Romanprisen bliver uddelt hvert år. Vinderen af Romanprisen 2023 blev Keld Conradsen med romanen ”Byen og havet”. De seks danske romaner, som nomineres til prisen i 2024, er udvalgt i løbet af 2023. De skal først og fremmest være de mest interessante og helstøbte romaner, der er udgivet i løbet af året. Der skeles ikke til salgstal; de mest velskrevne, originale og debatskabende bøger bliver valgt ud. Det er også vigtigt, at romanerne er forskellige i genre og kan give gode diskussioner om litteratur og romankunst for læserne. DR vælger i samråd med repræsentanter fra landets biblioteker de seks kandidater blandt årets danske romaner og tester dem på læsere i hele landet.
Læserne samles på bibliotekerne
Hver måned fra december til maj samles læseklubber på biblioteker landet over for at læse og diskutere de seks bøger og til sidst vælge tre kandidater, som skal med i finalen. Udover diskussionen om månedens bog blandt læseklubberne på biblioteket, vil der også være omtale af romanerne i DR’s programmer og på litteratursiden.dk.
De første tre nominerede romaner er:
December: ”De bedste familier” af Kim Blæsbjerg
Januar: ”Rans vilje” af Peder Frederik Jensen
Februar: ”Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler” af Ditte Holm Bro
De sidste tre romaner meldes ud senere. Biblioteket sørger for at skaffe bøgerne, og eneste forudsætning for at deltage er lyst til at læse og dele læseoplevelsen med andre. Når vi har læst alle de nominerede romaner, indstiller vi vores tre favoritter til prisen.
Tid og sted:
Vi mødes følgende mandage kl. 19.00-20.30 på Næstved Bibliotek:
4. december, 8. januar, 5. februar, 4. marts, 8. april, 6. maj.
Der er tolv pladser i Romanklubben, og det er gratis at deltage. Der betales et mindre beløb for kaffe/te.
Tilmelding på: www.naesbib.dk senest 5. november.