Regeringen bør placere en klimaerhvervsskole i Region Sjælland. Det mener Klimaerhvervsskolepartnerskabet, der består af regionens erhvervsuddannelser og kommuner. For blandt andet at vise hvorfor Region Sjælland er en god placering, var Næstved og Roskilde vært for arrangementet Operation Klimauddannelse i Ressource City den 28. februar, hvor omkring 60 elever fra EUC Sjælland, HTX, Zealand, ZBC i Næstved, folkeskoleelever fra Næstved og Roskilde Universitet deltog i en dag med idéudvikling omkring klimavenlige på skoler.

I løbet af dagen blev eleverne opdelt i 10 grupper og skulle pitche kreative forslag til at gøre uddannelse mere klimavenligt. Der blev foreslået alt fra sjovere og mere motiverende affaldssortering på skolerne, hvor eleverne optjener point via deres skolekort, som kan anvendes til betaling i kantinen og at opstille containere foran skolerne, så regnvandet kan bruges til toiletskyld og dermed spare 50-60% vand. Der blev også foreslået genanvendelige plantekasser, der forbedrer indeklimaet på skolerne og bestik lavet af tandbørster.

Eleverne blev ledt igennem dagen af værten Flemming Bang fra Klimakysset, og udover hele idé-workshoppen, hvor eleverne i grupper sad og fandt på deres forslag, så var der oplæg af forperson Nadia Gullestrup Christensen fra Ungeklimarådet samt Katrine Lee Larsen, stifter af Copenhagen Cartel, et dansk brand, der producerer bade- og sportstøj ud af plastik fra havet, som nogle måske husker fra DR-programmet ‘Løvens Hule’.

“Det har været fedt at lave noget andet end skolearbejde og være mere ude i virkeligheden. Det har været meget relevant for os og de andre, jeg har snakket med, og det er meget vigtigt og rart at være her, fordi man føler, at vores idéer bliver lyttet til”; siger Kasper Schytte Andersen, der er EUX-elev på elektrikeruddannelsen på EUC Sjælland i Næstved. Kaspers gruppes idé var at benytte sig mere af planter på skolerne for indeklimaets skyld, som desuden med fordel kan vandes af fx medarbejdere, som ikke kan have et fuldtidsjob, så det også er socioøkonomisk at passe planterne.

En tilfreds borgmester: En dag, der bekræfter, at regeringen bør placere en klimaerhvervsskole i Region Sjælland

“Det var helt fantastisk og motiverende at opleve elevernes faglige engagement og deres kreative forslag. Budskaberne i Operation Klimauddannelse-dagen har blot bekræftet, at Region Sjælland vil være et oplagt område at placere et samarbejde om en klimaerhvervsskole i. Så jeg håber, at den nuværende regering fortsætter idéen om etableringen af klimaerhvervsskoler”, siger Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune.

Sjælland er et oplagt sted at placere en klimaerhvervsskole, da regionen allerede har etableret et klimaerhvervsskolepartnerskab, som omfatter EUC Sjælland, Roskilde Tekniske Skole, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, ZBC og CELF. Partnerskabet arbejder på at rekruttere elever til erhvervsuddannelserne, styrke klimadagsordenen i undervisningen og samarbejde med virksomheder om grøn omstilling.

Regeringen har planer om at etablere tre klimaerhvervsskoler i Danmark ifølge aftalen “Danmark kan mere”, præsenteret af den forrige S-regering i januar 2022. Derfor opfordrer Klimaerhvervsskolepartnerskabet i Region Sjælland nu den nuværende regering til at placere en af disse skoler i regionen. Med inddragelse af idéerne fra eleverne, virksomheder og regionens uddannelsesinstitutioner kan Sjælland stå i spidsen for klimavenlig uddannelse og grøn omstilling.

Udvalgte idéer skal præsenteres til topmøde i Næstved Arena
Udvalgte idéer fra Operation Klimauddannelse vil blive præsenteret af eleverne selv fra Operation Klimauddannelse på Region Sjællands Uddannelsestopmøde den 9. marts i Næstved Arena, hvor beslutningstagere og ledere fra alle regionens uddannelsessteder vil være til stede.

 

MikaelSmed.JPG
Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), deltog blandt andre også i Operation Klimauddannelse. Foto: Kirstine Fryd