Humøret er ekstra højt på lærerværelset, da grundskoleleder Anne-Louise Boelsmand annoncerer resultaterne af den seneste årlige analyse af undervisningseffekten i danske grundskoler, der udgives af CEPOS.
Herlufsholm er på en 20. plads ud af over 1400 danske grundskoler, offentlige som private, og det resultat skal fejres med flødeboller.
Anne-Louise Boelsmand kalder det en velfortjent gestus til lærerne:
”Det er vigtigt, at vi giver os selv lov til at fejre det, når vi når er mål – og det har vi i den grad gjort i år. Den positive undervisningseffekt er ikke et mirakel, men et resultat af mange parametre, men først og fremmest af det meget hårde målrettede arbejde, vores lærere udfører hver eneste dag for at give eleverne det bedste udbytte af deres tid her på skolen.”
Rekordhøjt gennemsnit
Herlufsholm Skole er vant til at høre med i den sjove ende, både når det gælder karaktergennemsnit og den såkaldt socio-økonomiske løfteevne, som også kaldes undervisningseffekten. I år har afgangsklasserne på Herlufsholm opnået et rekordhøjt gennemsnit på 8,8, og det er altså ifølge CEPOS 0,8 point højere end det resultat, man kunne forventede ud fra elevernes socio-økonomiske baggrund. Det rækker til en 20. plads på den landsdækkende rangliste, hvor Borup Privatskole ligger i spidsen med en undervisningseffekt på 1.3.
Landsgennemsnittet for afgangselever i grundskolen ligger på 7,1. Eleverne på Herlufsholm er allerede dygtige, når der starter – men altså også endnu dygtigere, når de afslutter 9. eller 10. klasse.
”Vores elever vælger Herlufsholm, fordi de er ambitiøse og seriøse omkring deres uddannelse og gerne vil have tid, plads og mulighed for at dygtiggøre sig. Derfor er vi også rigtig glade for at analysen viser, at vi rent faktisk formår at skabe de rammer. Det er et udtryk for, at vores elever trives og har gavn af undervisningen. Vi kan jo også se, at vores elever i meget høj grad bliver parate til videre uddannelse af at gå her. Over 90% af dem fortsætter på ungdomsuddannelser enten her hos os eller andre steder, hvor det tal er noget lavere på landsplan.”
Sådan siger Anne-Louise Boelsmand, grundskoleleder på Herlufsholm Skole, og fortsætter:
”Vi er rigtig glade for og stolte af at ligge så højt på listen, som vi gør, men det må heller ikke blive en sovepude. Det er bestemt ikke givet, at vi ligger så højt igen næste år, så vi skal og vil fortsætte det hårde arbejde med elevernes faglighed og trivsel, så vi kan fastholde det høje niveau. Og så skal vores lærere have en velfortjent flødebolle for deres indsats.”